Tre meldes dræbt under massive demonstrationer mod militærkup i Sudan

Røde Kors vurderer, at flere hundredetusinde sudanesere er på gaden landet over.

Hundredetusindvis af demonstranter var lørdag på gaden over hele Sudan - her i hovedstaden Khartoum. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Lørdag var lidt af en skæbnedag i Sudan, hvor manges øjne var rettet mod en række stort anlagte demonstrationer landet over.

Situationen har være anspændt i landet, siden militæret i mandags tog magten fra den overgangsregering, der siden 2019 har haft til opgave at forsøge at føre Sudan frem til et demokratisk valg.

Der har ugen igennem været protester landet over, og mindst 11 demonstranter er blevet dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrker.

Lørdag kulminerede det hele, da sudanesere landet over gik på gaden og viste deres modvilje mod det nye militærstyre i de hidtil største demonstrationer siden militærets magtovertagelse.

Demonstranter i Sudans største by Omdurman bar det sudanesiske flag og et portræt af den nu afsatte premiereminister Abdalla Hamdok under lørdagens demonstrationer. (Foto: © -, Ritzau Scanpix)

- Vores vurdering er, at der er over hundrede tusinde demonstranter på gaden over hele Sudan, siger Bjarke Skaaning, der er katastrofechef hos Røde Kors.

Det samme vurderer den britiske avis the Guardian og nyhedsbureauet Reuters.

Mange havde frygtet, at militæret ville slå hårdt ned på de store demonstrationer, og kampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker har også fundet sted flere steder.

Ifølge flere medier er mindst tre personer blevet dræbt, og der er meldinger om at sikkerhedsstyrker flere steder har beskudt demonstranter og benyttet tåregas for at sprede folkemængder.

Men ifølge Røde Kors er dagens demonstrationer indtil videre forløbet forholdsvis fredeligt, deres størrelse taget i betragtning.

- Vores samarbejdspartner Røde Halvmåne er til stede og klar til at yde førstehjælp, men de har indtil videre ikke haft særligt travlt, siger Bjarke Skaaning.

Han understreger dog, at de demonstrationer, der har været i løbet af ugen, først har udviklet sig voldeligt ud på aftenen og i løbet af natten. Derfor kan situationen stadig nå at eskalere.

Internettet er lukket ned

Men det er generelt ikke nemt at følge med i, hvordan situationen er i Sudan.

Siden militærkuppet mandag har internettet været lukket ned over hele landet, og militæret har taget kontrol over Sudans statsmedier.

Både FN og EU samt USA's udenrigsminister, Anthony Blinken, og den danske udenrigsminister, Jeppe Kofoed, har fordømt militærkuppet og krævet, at den nu afsatte premierminister for overgangsregeringen, Abdalla Hamdok, bliver løsladt.

Onsdag indstillede Verdensbanken udviklingshjælpen til Sudan, og Den Afrikanske Union har suspenderet landets medlemskab af organisationen på grund af militærets magtovertagelse mandag.

Og ifølge Bjarke Skaaning er den politiske uro et blandt flere elementer, der skaber usikkerhed for de civile sudanesere.

- Vi er bekymrede, fordi der også er andre faktorer end militærkuppet, der påvirker den civile befolkning. Der er som alle andre steder i verden også en covid-19-pandemi, og så sent som i sidste uge var der oversvømmelser.

- De allerfleste sudanesere tænker på, hvordan de skal få hverdagen til at gå, og her er den politiske uro endnu et usikkerhedselement, siger Bjarke Skaaning.