Tre personer bragt på hospitalet efter skyderi i Sverige

To personer blev ramt under skyderi i forstad til Stockholm, mens en tredje kom lettere til skade.

Det seneste skuddrab i Sverige fandt sted i torsdags i Kristianstad. Teknikere fra politiet arbejder her på gerningsstedet. (Arkivfoto). (Foto: 50090 Johan Nilsson / TT © Scanpix/ANADOLU AJANSI/TT NEWS AGENCY)

Tre personer er i nat bragt til hospitalet efter et skyderi i den sydlige del af af Stockholm, oplyser politiet ifølge den svensk avis Expressen.

- Der er to skudskadede personer, siger Richard Tegnér, der er vagtchef ved politiet i Södertörn.

Den tredje person kom ifølge politiet lettere til skade. Ingen af de indlagte personer har pådraget sig livstruende skader.

Politiet har ikke foretaget anholdelser i forbindelse med hændelsen, som blev anmeldt omkring klokken 01:30.

Skyderiet fandt sted i forstaden Norsborg. Politiet har afspærret

gerningsstedet
og indledt tekniske undersøgelser.

- Vi er ude på pladsen nu med patruljer og teknikere. I øjeblikket har vi ingen mistænkte, siger Richard Tegnér til Expressen.

Dødbringende skyderier har plaget Sverige i efterhånden flere år. Frem til midten af november i år havde der været 32 skuddrab. Siden er yderligere en håndfuld personer blevet dræbt af skud.

Stramninger vedtaget i oktober

For godt en uge afgik en yngre mand ved døden på et hospital i Uppsala som følge af en skudskade. Og torsdag aften i sidste uge blev en mand på 25 år dræbt af skud i byen Kristianstad i Skåne.

I 2018 blev 45 mennesker dræbt af skud i Sverige, mens tallet i 2017 var 43 ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Den svenske regering vedtog i oktober en række stramninger i et forsøg på

nedbringe
antallet af drab og bekæmpe bandekriminalitet.

/ritzau/