Tre russiske oppositionsfolk anholdt efter pensions-protest

I Rusland er tusindvis for anden dag i træk gået på gaden for at protestere mod en højere pensionsalder.

Flere tusinder var på gaden i Moskva i dag for at protestere mod regerings pensionsreform. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Det er åbenlyst røveri.

Sådan lyder kritikken blandt andet af den russiske regerings omstridte pensionsreform, som for anden dag i træk har trukket tusindvis af russere på gaden for at demonstrere.

I hovedstaden Moskva er tre oppositionsfolk i dag blevet anholdt efter demonstrationen, der fandt sted i eftermiddag. Det skriver nyhedsbureauet AP og russiske onlinemedier som Novaja Gazeta og Meduza.io.

Blandt de anholdte er Oleg Stepanov, der er knyttet til oppositionsleder Aleksej Navalnij, men han blev dog sammen med de andre løsladt igen her til aften.

Den russiske oppositionsleder, Aleksej Navalnij, var til stede ved dagens demonstration i Moskva. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

På sin blog har Aleksej Navalnij opfordret til at deltage i dagens demonstration mod det, han har kaldt "røveri", og han var da også selv at finde i hovedstaden i dag.

- Det er ikke bare et hypotetisk røveri. Det er ikke engang korruption. Det er helt skamløst at tage hundredetusinder og helt op til en million fra nogle mennesker, lød det fra oppositionspolitikeren ifølge AP.

  • Flere tusinder var mødt op i Moskva i dag for at protestere mod regeringens pensionsreform. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)
  • Protesters stand on a portrait of Russian President Vladimir Putin during an opposition rally in Moscow, Russia, Sunday, July 29, 2018. Tens of thousands of demonstrators have rallied throughout Russia this weekend to protest plans to substantially hike the age at which Russian men and women can receive their state retirement pensions. Banners read from left: "Get old", "Be quiet". (AP Photo/Pavel Golovkin) (Foto: Pavel Golovkin © Scanpix)
  • A woman attends a protest over government's decision to increase the retirement age in Moscow, Russia, July 29, 2018. REUTERS/Sergei Karpukhin (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)
  • "Regeringen skal gå af" står der på skiltet. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)
1 / 4

Protest for anden dag i træk

Demonstrationerne i hovedstaden i dag var arrangeret af Ruslands Libertarianske Parti og var planlagt i samarbejde med og godkendt af byens borgmesterkontor.

Protestanterne luftede flag og flere symboler for både det Libertarianske Parti, det etablerede Jabloka og forskellige politiske bevægelser.

Demonstrationen i dag var også en protest mod den varslede stigning af moms, der bliver hævet fra 18 til 20 procent.

Det er anden dag i træk, at tusinder har demonstreret mod regeringens plan om at hæve pensionsalderen fra 60 til 65 år for mænd og fra 55 til 63 for kvinder frem mod 2034.

I går var der demonstrationer over hele landet mod det lovforslag, regeringen hævder er nødvendigt, fordi den forventede levealder også stiger.

Den forventede levealder i Rusland er ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO 77 år for kvinder, mens den er 66 for mænd.

Kritiseret for at blive gemt væk under VM

Forslaget blev fremlagt 14. juni netop som VM i fodbold blev sparket i gang i Rusland, og kritikere hævder, at det udelukkende var for at undgå opmærksomhed om det upopulære forslag.

Knap tre millioner har underskrevet en protestskrivelse mod reformen, der allerede har forårsaget flere demonstrationer.

Underhuset i Dumaen har haft forslaget til førstebehandling, og det skal igen debatteres til september. Pensionsreformen blev kun støttet af regeringspartiet "Det forenede Rusland", mens de andre partier var imod.

Facebook
Twitter