For tredje gang nogensinde hæver Storbritannien trusselsniveau til 'kritisk'

Et nyt terrorangreb kan være nært forestående, oplyser Theresa May.

I Storbritannien er trusselsniveauet "kritisk" efter mandagens terrorangreb i Manchester. (Foto: Andy rain © Scanpix)

De britiske myndigheder hæver trusselsniveauet fra "alvorligt" til "kritisk".

Det oplyser Storbritanniens premierminister, Theresa May, på et pressemøde.

Trusselsniveauet betyder, at et nyt terrorangreb kan være nært forestående.

- Vi kan ikke ignorere, at en større gruppe individer muligvis har haft forbindelse til mandagens angreb i Manchester, siger Theresa May, efter at hun tirsdag aften har holdt møde med den britiske regerings komite for håndtering af kriser, Cobra.

Desuden har den britiske forsvarsminister også har givet grønt lys til, at soldater skal støtte politiet ved offentlige arrangementer.

Ifølge DR's udsendte i Manchester, Lasse Berg Sørensen, vil op til 5.000 soldater blive sendt på gaden for at patruljere. Soldaterne skal bistå politiet med at beskytte offentlige steder. Senere meldte myndighederne officielt ud, at 3.800 soldater vil blive sendt på gaden.

- Det er første gang siden 2003 - altså i 14 år - at man vælger at sætte militæret ind, siger Lasse Berg Sørensen.

Dengang gjorde man det, efter at det var kommet frem, at en al-Qaeda-celle havde planer om at angribe et fly fra British Airlines.

- 'Kritisk' er det femte og absolut højeste trusselniveau her i Storbritannien, Det er kun sket to gange før, og det er første gang i 10 år, det bliver hævet til 'kritisk', siger han med henvisning til 2007, hvor det blev hævet, efter et mislykket terrorangreb mod lufthavnen i den skotske by Glasgow.

Her kørte to personer en firehjulstrækker spækket med gasflasker og benzin gennem glasfronten til lufthavnen.

Soldaterne bruges blandt andet til de bevogtningsopgaver, som det britiske politi normalt tager sig af, siger premierministeren ifølge BBC.

- Man frygter, at der er et netværk, der er forbundet til og hjalp den 22-årige gerningsmand, der angreb Manchester Arena. Og at eventuelle medgerningsmænd vil slå til igen, siger Lasse Berg Sørensen.

Formodet bombemand gik på Salford University

Et terrorangreb rettet mod en koncert i Manchester har mandag kostet 22 livet og såret 59 personer.

Angrebet blev udført af en selvmordsbomber, der selv mistede livet. Ifølge britisk politi mistænkes den 22-årige Salman Abedi for at stå bag bombeangrebet.

Retsmedicinere har dog ikke endeligt identificeret bombemanden endnu. Det understregede politiet i går på et pressemøde, hvor det også kom frem, at man er i gang med undersøge, om et terrornetværk står bag bomben.

Rettet 09.20 og 15.02: I en tidligere version stod der, at 5.000 soldater allerede er blevet sendt på gaden. Det er ikke korrekt, da de endnu ikke er blevet sendt på gaden. Desuden har myndighederne meldt ud, at det ikke drejer sig om 5.000 soldater, men derimod 3.800.