Tredje minister træder tilbage efter eksplosion i Beirut

Justitsministeren træder tilbage efter de protester, som har domineret bybilledet i Beirut.

Foruden Marie-Claude Najm er både informationsministeren og miljøministeren trådt tilbage. (Foto: MOHAMED AZAKIR © Scanpix)

Den libanesiske justitsminister, Marie-Claude Najm, fratræder sin stilling.

Det skriver flere medier, herunder nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Ministeren forlader sin stilling allerede mandag, lyder det fra en talsperson fra regeringen, og det gør hende til den tredje minister i Libanon, der er trådt tilbage efter eksplosionen i Beirut for en uge siden.

Hendes udmelding sker oven på de protester, der har præget bybilledet den seneste uge.

Foruden Marie-Claude Najm har informationsministeren og miljøministeren allerede fratrådt deres poster.

  • Demonstranter har sat galger op på Martyrpladsen. (Foto: Nabil Mounzer)
  • Både politi og sikkerhedsstyrker er sat ind for at holde protesterne nede. (Foto: ANWAR AMRO © AFP or licensors)
  • Demonstranter har blandt andet kastet med sten mod parlamentsbygningen i det centrale Beirut. (Foto: Str © AFP or licensors)
1 / 3

Premierminister vil udskrive tidligt valg

Landets premierminister, Hassan Diab, var i weekenden ude at sige, at han vil bede om en mulighed for at udskrive valg før tid på grund af den situation, som Libanon nu befinder sig i.

Eksplosionen har indtil videre kostet 158 mennesker livet, mens over 6.000 er blevet såret.

På grund af ødelæggelserne fra eksplosionen er 300.000 blevet fordrevet fra deres hjem.

Satellitfoto af havnen i Beirut. (Foto: - © AFP or licensors / Foto: - © AFP or licensors)

Siden har demonstranter været på gaden for at udtrykke deres utilfredshed med regeringen. De mener, at den bærer ansvaret for eksplosionen.

Demonstranterne har blandt andet sat galger op på byens pladser og bedt den franske præsident, Emmanuel Macron, om hjælp til at afsætte den politiske ledelse i Libanon.

Facebook
Twitter