Trist rekord i Sverige: Antallet af skuddræbte stiger til det højeste nogensinde

I løbet af 2018 er 44 mennesker blevet dræbt med skydevåben. Det er langt over en fordobling på syv år.

Seks personer blev i juni skudt uden for en internetcafe i Malmø. Tre af dem døde. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Sverige oplever igen i år en stigning i antallet af skuddræbte.

Den triste tendens har stået på siden i hvert fald 2011, hvor landets kriminalpræventive råd, BRÅ, begyndte at opgøre tallet særskilt. Det år blev 17 svenskere dræbt med skydevåben.

I år er tallet oppe på 44, en stigning på 159 procent på syv år, og det højeste nogensinde ifølge SVT. Alene siden sidste år er antallet af skuddræbte i Sverige steget med 10 procent.

Langt de fleste af drabene sker internt i kriminelle miljøer i de store byers socialt belastede kvarterer.

Men i år konstaterer politiet, at flere af skyderierne er rykket ud i mindre samfund som Uppsala og Eskilstuna.

- De har haft et virkelig hårdt år i år, når det angår antallet af skyderier og drab på en meget kort tidsperiode, siger bandeekspert Gunnar Appelgren ved Stockholms Politi til SVT.

Flere er anholdt

Antallet af skudepisoder er ellers gået en anelse ned siden sidste år og lander i år lige omkring de 300.

Samtidig har politiet været mere aktivt. I alt 800 våben er hidtil beslaglagt, og samlet 299 personer er blevet anholdt mistænkt for grov eller alvorlig våbenkriminalitet. Sidste år var det tilsvarende tal 58.

Politiet mener at have succes med sin indsats, blandt andet da det lykkedes at dæmpe en konflikt mellem to bander i Stockholmforstaden Rinkeby.

Men der er lang vej endnu, før freden sænker sig.

- Det er for tidligt at fejre. Vi ser først om tre-fem år, om det er lykkedes at bryde trenden, siger Gunnar Appelgren.

Ifølge den svenske avis Metro har svenske 15- til 29-årige den største risiko for at blive udsat for vold med skydevåben i 13 sammenlignelige europæiske lande.