Trods folkemord: De Røde Khmerers sidste bastion

Nuon Chea – chefideolog for rædselsregimet De Røde Khmerer og Pol Pots nummer to – sidder i øjeblikket for en international krigsforbryderdomstol. Han er arkitekten bag en af det tyvende århundredes største forbrydelser, folkemordet i Cambodja, men alligevel har han stadig opbakning.

Et billede af Nuon Chua hænger i Tuol Sleng-fængslet i Phnom Penh, Cambodja. Fængslet husede de 14.000 fanger, der var mistænkt for spionage og forræderi. Kun 12 overlevede fængselsopholdet. (Foto: Omar Havana © 2014 Getty Images)

Det FN-støttede krigsforbrydertribunal i Cambodja afhører vidner.

På anklagebænken sidder Nuon Chea, også kendt som Broder Nummer To, med sine karakteristiske solbriller, der gør det svært at se hans reaktion på de hundredvis af beretninger, som retten skal igennem.

Én har set massehenrettelser foregå hver aften. En anden har siddet indespærret i årevis, og en tredje fortæller om, hvordan han blev tortureret med elektriske kabler.

Nuon Chea, også kendt som Broder Nummer To, med sine karakteristiske solbriller. (© ECCC)

I alt mistede 1,7 millioner mennesker livet i et af de til dato værste massemord i historien.

Som chefideolog – og næstkommanderende efter Broder Nummer Et Pol Pot – var det Nuon Chea, der var hovedarkitekten bag De Røde Khmerers politik.

I dag er han, og de andre ledere, anklaget for snart sagt alt, hvad et menneske kan anklages for af grusomheder: Mord, udrensning, slaveri, tortur, forfølgelse og umenneskelig indespærring. Og det vigtigste – som retten behandler netop nu – folkemord.

Men trods de alvorlige anklager, er det ikke alle, der tager afstand.

En kvinde besøger et mindesmærke med billeder af blot en brøkdel af de mennesker, der blev dræbt under folkemordet i Cambodja. (Foto: Omar Havana © 2014 Getty Images)

Byen, der stadig hylder Pol Pot

Nuon Chea kommer fra Pailin, en lille, støvet by i det nordlige Cambodja.

Det samme gør Ieng Sary – den nu afdøde Broder Nummer Tre.

Idag er omkring halvdelen af Pailins 70.000 indbyggere tidligere Røde Khmerer.

Khieu Samphan, Broder Nummer Fire, blev hentet fra sit hus i Pailin, da krigsforbrydertribunalets anklagere besluttede at anklage ham for folkemord, og i et lille hus, 15 kilometer fra bygrænsen, bor Meas Muth, mens han efterforskes for samme forbrydelse. Folkemord.

Sådan fortsætter listen – og det er ikke tilfældigt. Da regimet faldt i 1979, flygtede resterne af De Røde Khmerer til Pailin, og da de lagde våbnene i 1996, fik de administrationen af Pailin til gengæld.

Tidligere soldater, kommandører, zoneledere og andre med en tvivlsom fortid hos De Røde Khmerer, søgte tilflugt i Pailin, og i dag er omkring halvdelen af byens 70.000 indbyggere tidligere soldater for Pol Pot. Og de er stadig loyale.

Hovedgaden og den eneste asfalterede vej i Pailin. (Foto: Anya Palm © DR Nyheder)

- Jeg støtter stadig De Røde Khmerer

Det gælder blandt andet den lokale turistchef, Sou San, der sluttede sig til De Røde Khmerer i 1972 – midt under folkemordet.

Han vidste ikke noget om henrettelser og tortur, siger han, men til gengæld var han glad for Pol Pot og hans ekstrem-nationalistiske politik. Og det er han stadig.

- Måske har lederne begået nogle fejl. Men jeg støtter stadig De Røde Khmerer, siger han.

En af Sou Sans gamle soldaterkammerater sidder ligeledes i Pailins administration. Det er grænsepolitimester Tuouch. Han besluttede sig for at blive Rød Khmer i 1981 – lige efter folkemordet.

- Jeg tænkte ikke på fortiden. Jeg ville kæmpe for Cambodja, forklarer han.

Sou San arbejder som chef i turistministeriets lokalafdeling, men har kæmpet for De Røde Khmerer det meste af sit liv. (Foto: Anya Palm © DR Nyheder)

Guvernør-kandidat: Ok med henrettelser

Plakater med slogans om demokrati og frihed hænger overalt i kontoret hos Ven Ra. Hun er oppositionsleder i Pailin, og skulle oppositionen vinde valget, står hun til at blive provinsens næste guvernør.

- Jeg ønsker flere rettigheder for Cambodja. Og vi skal have udvikling i alle sektorer, siger hun. For hende er demokrati den rigtige vej frem for landet.

De Røde Khmerer slog ikke gode folk ihjel. Kun fjender.

Ven Ra, oppositionspolitiker i Pailin

Alligevel er også hun glad for Pol Pots politiske visioner.

- Det er ikke forkert i, hvad Pol Pot har sagt. Der er meget af De Røde Khmerers politik, jeg er enig i, siger hun.

En af de ting, hun specifikt er enig i, er henrettelserne af vietnameserne.

Pol Pots politik inkluderede en total udrensning af alle ikke-cambodjanere, og det gik i særdeleshed ud over de vietnamesere, der boede i landet. Det var allesammen ”fjender”, mener Ven Ra.

- De Røde Khmerer slog ikke gode folk ihjel. Kun fjender. Og det var vietnameserne, der ville overtage kontrollen med Cambodja, siger hun.

Oppositionsleder Ven Ra sammen med sin mand Kin Ponh udenfor oppositionens hovedkvarter i Pailin. (Foto: Anya Palm © DR Nyheder)

20.000 massegrave som bevis

Det er det rene vrøvl, og meget langt fra historisk faktuelt korrekt, lyder det fra Youk Chhang, der er direktør for Documentation Center of Cambodia, verdens største arkiv over dokumenter fra folkemordet.

- De tidligere soldater vil gøre alt, hvad de kan for at overbevise folk om, at De Røde Khmerer var rare og gode for Cambodja, siger han.

Det afgørende er, at ideologien stadig lever. Og det er farligt.

Youk Chhang, direktør for Documentation Center of Cambodia

- Men sandheden er, at hele landet gennemlevede et helvede under deres ledelse, og beviset er i hver eneste distrikt, by, kommune eller region i Cambodja i dag. Der er 20.000 massegrave, spredt over hele landet, de er lige foran næsen på dem, siger han.

Han advarer mod at afskrive Pailin-beboerne som ekstremistiske tosser.

- Det afgørende er, at ideologien stadig lever. Og det er farligt, for det betyder, at det kan ske igen, siger han.

Der falder dom over Broder Nummer To, Nuon Chea, til oktober. Og han forventes – trods hjemlig opbakning – at blive kendt skyldig for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

Tusindvis af kranier fra ofrene for Pol Pots regime. (Foto: Omar Havana © 2014 Getty Images)