Trods mere end 100 tips i bortførelsessag har norsk politi stadig ingen mistænkte

Politiet frigav flere detaljer om efterforskningen, men havde ikke meget nyt på pressemøde.

Udateret billede af Anne-Elisabeth Falkevik Hagen. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Norsk politi har fået mere end 100 tip i en usædvanlig bortførelsessag i Norge, og nogle af dem er lovende.

Men det har fortsat ingen mistænkte i kikkerten. Og der har heller ikke været kontakt med bortførerne siden i går, ligesom der ikke har været livstegn fra den bortførte kvinde.

Sådan lød det for lidt siden fra norsk politi i sagen om den 68-årige Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, gift med milliardæren Tom Hagen, som har været forsvundet i 10 uger.

I deres hus blev der efterfølgende fundet en seddel som tilsyneladende er lagt af hendes bortførere. Her krævede de 67 millioner kroner i såkaldt kryptovaluta, som politiet har anbefalet ikke at betale.

- En vigtig grund til at gå ud med sagen var behovet for at få information. Vi har siden i går modtaget over 100 tips. Vi har også været til stede i nærmiljøet for at snakke med beboere, sagde politiinspektør og efterforskningsleder Tommy Brøske på et pressemøde.

- Mange arbejder nu med at følge op på disse tips, noget som nødvendigvis vil tage tid. Vi kan naturligt nok endnu ikke kommentere nærmere på indholdet af tipsene. Men vi kan sige, at flere kan virke interessante og kræver en videre opfølgning, sagde han.

Fremviste overvågningsvideoer

På pressemødet opfordrede politiet offentligheden til fortsat at indsende tips og hellere for mange end for få. Blandt andet ville de gerne have fat i vidner, der har set noget usædvanligt i tidsrummet op til bortførelsen.

Det skyldes, at bortførerne kan have været til stede i området for at observere, før de skred til handling.

- Vi kan ikke udelukke at ejendommen, arbejdspladsen eller familiemedlemmer har været kortlagt eller holdt under opsigt, sagde Tommy Brøske.

Der blev også fremvist to overvågningsvideoer fra ægtemanden til den bortførte, Tom Hagens, arbejdsplads i nærheden. Den ene viser en enlig fodgænger, som går forbi adressen. Den anden en fodgænger og en cyklist, som passerer.

De personer vil politiet gerne i forbindelse med. På opfølgende spørgsmål karakteriserede politiet dem som mulige vidner, men afviste at forklare hvorfor lige de var særligt interessante.

- Vi har overvågningsbilleder af personer, som bevæger sig uden for bygningen på den aktuelle dag, 31. oktober. Disse personer kan have information i sagen, sagde Tommy Brøske.

Hemmeligholdt efterforskning

Sagen kom først frem i går, fordi norsk politi har efterforsket i hemmelighed. Det skyldes, at bortførerne har gjort klart, at de vil dræbe kvinden, hvis politiet blev inddraget.

I går valgte politiet at offentliggøre sagen, da det hverken havde spor eller mistænkte at gå efter.

På dagens pressemøde gav politiet lidt flere detaljer om efterforskningen.

Her fremgik det blandt andet, at sagen blev anmeldt samme dag, som Anne-Elisabeth Falkevik Hagen forsvandt, 31. oktober sidste år.

Her besluttede politiet straks at overvåge parrets hjem nær Oslo med civile politibiler, imens det gennemførte kriminaltekniske undersøgelser inden for.

Anne-Elisabeth Falkevik Hagen blev bortført fra dette hus nær Oslo 31. oktober sidste år. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

- I går afspærrede vi grunden. Det skyldes, at politiet har behov for at færdiggøre udendørsundersøgelser, siger politiinspektør Tommy Brøske.

Tom Hagen vurderes at være god for omkring 1,3 milliarder kroner og er dermed blandt Norges 200 rigeste personer.

Facebook
Twitter