Trods oprør: Kun få i Østukraine ønsker løsrivelse

70 procent af befolkningen i det østlige Ukraine mener ikke, at landets grænser skal flyttes, viser meningsmålinger.

Et par kysser ved en af de barrikader, prorussere har opstillet i den østukrainske by Donetsk, hvor der i går var folkeafstemning. (© Scanpix)

På trods af at det østlige Ukraine har udviklet sig til en krudttønde, og oprørere i visse regioner kræver løsrivelse, er store dele af befolkningen imod en opsplitning af landet. De ønsker fortsat, at Ukraine skal forblive én samlet nation.

I hvert fald i følge to meningsmålinger lavet af den anerkendte tænketank Pew Research Center i Washington.

77 procent af alle ukrainere vil ikke flytte grænser, mens 14 procent mener, at regioner i øst skal kunne løsrive sig, hvis de ønsker det. I den østlige del af landet, langs Sortehavet og grænsen til Rusland, mener 70 procent, at Ukraine skal forblive samlet. Kun 18 procent ønsker løsrivelse.

Ekspert: Velorganiseret mindretal

Det er et tydeligt tegn på, at hverken den russiske præsident, Vladimir Putin, eller separatisterne i det østlige Ukraine udtrykker den folkelige stemning, mener Peter Munk Jensen, seniroanalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Den stemning, som man prøver at fremme, eksisterer ikke. Det er et mindretal, der står bag oprøret i øst, men et meget velorganiseret mindretal, siger han.

Stemmer tælles op efter en folkeafstemning i Østukraine, der er blevet voldsomt kritiseret. (Foto: VALENTYN OGIRENKO © Scanpix)

Senioranalytikeren understreger, at resultaterne fra Pew Research Center flugter godt med tidligere undersøgelse, og at den er værd at fæstne sin lid til.

Undersøgelsen viser også, at overgangspræsident Oleksander Turtjinov og den ukrainske regering opfattes særdeles negativt. I hele landet svarer 49 procent, at myndighederne påvirker udviklingen i Ukraine i en negativ retning - i øst har hele 67 procent den opfattelse.

- I Østukraine er regeringen upopulær, fordi opfattelsen er, at dens medlemmer kuppede sig ulovligt til magten, og at de er fascister. I vest går utilfredsheden på, at regeringen ikke slår hårdt nok ned på oprøret i øst, siger Peter Munk Jensen.

- Program fra helvede

Den ukrainske regering har tidligere meldt ud, at den har et "program fra helvede" og hentyder til de mange barske reformer, der skal gennemføres. Gaspriserne fordobles, og samtidig skal der skæres i lønninger og pensioner.

Men værst af alt skal 22.000 offentligt ansatte og endnu flere politifolk fyres.

- I Vestukraine er opfattelsen også, at det fortsat er korruptionsplagede politikere, der sidder på magten, siger Peter Munk Jensen.

Fordømmelse af afstemninger

Søndag blev der afholdt folkeafstemninger i to østukrainske regioner. I Donetsk stemte 89 procent af vælgerne ifølge den selvudnævnte prorussiske valgkommission for selvstændighed - i Lugansk var 96 procent ja-sigere til løsrivelse fra Ukraine.

USA, europæiske lande og regeringen i Kijev har alle fordømt afstemningerne og kalder dem en farce.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har sågar distanceret sig offentligt fra afstemningerne, og i sidste uge opfordrede han til, at de blev udsat.

Ukraine afholder præsidentvalg 25. maj.