Trods præsidentens afsked: Kæmpe demonstration i Algeriet

Hundredtusinder protesterede mod landets elite i hovedstaden Algier.

Demonstranter fyldte igen i dag gaderne i hovedstaden Algier. (Foto: - © Scanpix)

For en måned siden tvang demonstranter Algeriets aldrende præsident, Abdelaziz Bouteflika, til at gå af efter 20 år ved magten.

Men præsidentens afgang har ikke fået de folkelige protester mod landets elite til at forstumme.

Igen i dag gik demonstranter på gaden efter fredagsbønnen og råbte slagord som "Vi vil ikke holde kæft" og "Tyve, I har ødelagt vores land".

Nyhedsbureauet Reuters vurderer, at antallet af demonstranter skal tælles i hundredtusinder, ligesom det var tilfældet i sidste uge.

Korruptionssager på vej

Demonstranterne kræver, at både den midlertidige præsident, Abdelkader Bensalah, og landets regeringsleder skal gå af.

Abdelkader Bensalah har fået til opgave at lede landet indtil 4. juli, hvor der efter planen skal afholdes valg.

Algeriets magtfulde militær, som hjalp med at fjerne præsident Bouteflika fra posten, har indtil videre forholdt sig passiv over for demonstranterne.

I sidste uge meddelte landets hærchef, at flere store korruptionssager vil komme frem i lyset i den kommende tid.

Algeriets finansminister, samt den tidligere regeringsleder og flere prominente forretningsfolk bliver alle efterforsket for korruption.

Facebook
Twitter