Trods pres fra Trump, Bieber og Kanye West: Retssag mod amerikansk rapper i gang i Stockholm

Rapperen A$AP Rocky nægter sig skyldig i vold mod en afghansk mand i juni.

Der var trængsel foran byretten i Stockholm her til morgen. (Foto: FREDRIK PERSSON/TT © Scanpix)

En på overfladen banal voldssag har i dag trukket et stort medieopbud til byretten i den svenske hovedstad Stockholm.

På anklagebænken sidder den 30-årige amerikanske rapper A$AP Rocky og to af hans assistenter, som er tiltalt for vold mod en 19-årig afghansk mand 30. juni.

De tre mænd nægtede sig alle skyldige ved begyndelsen af dagens retsmøde. Der ventes dom i sagen på fredag.

Sagen har vakt stor opstandelse i USA, hvor kendisser som Justin Bieber, Kim Kardashian West, Kanye West og Snoop Dogg har forsøgt at lægge pres på de svenske myndigheder for en hurtig løsladelse.

Præsident Donald Trump har endda haft ringet til den svenske statsminister Stefan Löfven og tilbudt at kautionere for rapstjernen.

Flyttet til største sal

Det store kendispres går ikke ubemærket hen i Sverige, fortæller DR Nyheders udsendte reporter Elisabeth Thiis:

- Det her er en af de største historier i Sverige netop nu og er på alle forsider. Ud over at sagen er drysset med amerikansk stjernestøv, så er det altså ikke hver dag, at en amerikansk præsident blander sig i en svensk retssag, siger hun.

- Retssagen har faktisk fået så megen omtale, at den er blevet flyttet til byrettens allerstørste lokale. Alle de 70 pressepladser vil være optaget af journalister fra hele verden, og det har endda været nødvendigt at oprette et ekstra rum til de mange, som ikke nåede at skaffe sig en plads i selve retssalen.

A$AP Rocky var i Danmark dagen før episoden i Stockholm (arkivfoto). (Foto: David Mcnew © Scanpix)

Fuckfinger til Stockholm

Rapperen med det borgerlige navn Rakim Mayers blev arresteret 3. juli af svensk politi.

A$AP Rocky havde dagen inden gadeslagsmålet i Stockholm spillet en koncert på Tinderbox Festival i Odense.

Sagen er gået viralt, efter at A$AP Rocky selv har delt videoer på sin profil på Instagram, der viser, hvad der skete forud for og under slagsmålet. Videoerne er hver blevet set mange millioner gange, og det seneste opslag, hvor A$AP Rocky rækker fuckfinger og skriver "STOCKHOLM", har fået over en million likes.

Trump til tasterne

På sociale medier har en lang række andre stjerner sluttet sig til kampen for at få ASAP Rocky løsladt under hashtag som #freerocky. Mange af opslagene har været ledsaget af opfordringer til at boykotte svenske firmaer og varer.

Sagen blev ekstra potent, da rapperen og produceren Kanye West fortalte præsident Trump om sin ven A$AP Rockys problemer i Sverige.

Rapperen Kanye West (th) er blandt Donald Trump mest markante sorte støtter. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Præsidenten var på daværende tidspunkt endnu engang blevet beskyldt for racisme, efter han havde bedt amerikanske kongresmedlemmer med udenlandsk baggrund om at "tage tilbage" til de lande, hvor de kommer fra.

Så måske kom sagen mod A$AP Rocky belejligt for Trump, siger DR Nyheders journalist i USA, Lasse Engelbrecht:

- Trump er opportunist, når det gælder race og etniske skel. Han har altid omgivet sig med sorte stjerner som NFL-spillere, Michael Jackson og bokseren Mike Tyson. Samtidig har hans tv-programmer været meget populære i den sorte del af befolkningen, siger han.

- Men især efter han gik ind i politik, er han igen og igen blevet beskyldt for racisme, og det er efterhånden meget få i den sorte befolkning, som køber historien om Trump som deres forkæmper - selvom han altså nu står i spidsen for at få løsladt en sort rapper.