Trods tilbagegang får ANC sikker valgsejr i Sydafrika

Trods tilbagegang har Sydafrikas regeringsparti fået stemmer nok til at kunne fortsætte alene i regering.

Sydafrikas regeringsparti, ANC, har vundet onsdagens parlamentsvalg med 57,5 procent af stemmerne.

Det viser det endelige resultat fra Sydafrikas valgkommission.

Dermed kan ANC sætte sig på 230 af de 400 pladser i parlamentet - en tilbagegang fra de 249, partiet havde inden valget.

Demokratisk Alliance (DA) bliver nummer to med 20,8 procent, mens det venstreorienterede Økonomiske Frihedskæmpere (EFF) er valgets tredjestørste parti med 10,8 procent.

EFF mere end fordobler antallet af mandater fra 19 til 44, mens DA er gået tilbage og mister fem pladser i parlamentet og nu må nøjes med 84.

ANC kan dermed fortsat danne regering uden hjælp fra andre partier. Men valgresultatet er det dårligste, siden partiet første gang kom til magten i 1994 med Nelson Mandela i spidsen.

Korruption koster stemmer

Partiet er blevet straffet af vælgerne, blandt andet fordi ANC i vælgernes øjne ikke har gjort op med korruption i egne rækker og heller ikke har nedbragt den høje ledighed.

Den nuværende ANC-leder, Cyril Ramaphosa, afløste i februar 2018 Jacob Zuma på posten som Sydafrikas præsident.

Zuma var centrum i en række skandaler og korruptionsanklager, og en af Ramaphosas opgaver var at rette op på ANC's omdømme efter årene med Zuma som leder og præsident.

- Vi har begået fejl, men vi er kede af de fejl, og vi beder vort folk om igen at have tillid til os, sagde Ramaphosa, da han afgav sin stemme onsdag i Soweto, hvor han selv voksede op.

Ramaphosa ventes at tage hul på sin første hele embedsperiode senere på måneden.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter