Troede de var døde: Splittede koreanske familier får 11 timer til genforening

Mange nord- og sydkoreanske familier har været adskilt i årtier. Nu bliver 180 af dem genforenet.

11 timer.

Det er tiden, som nord- og sydkoreanske familier, der ikke har set hinanden i 70 år, får, før de igen skal rejse tilbage til hver deres land.

Langt størstedelen af familierne har ikke set hinanden siden krigens afslutning for 65 år siden. Men fra i dag bliver 89 udvalgte familier kortvarigt genforenet i den nordkoreanske bjergby Mount Kumgang. I alt bliver 330 sydkoreaner genforenet med 185 nordkoreanere.

Det sker som en følge af det forbedrede forhold mellem Nord- og Sydkorea efter de to landes ledere, Kim Jong-un og Moon Jae-in mødtes to gange i foråret.

Splittede millioner ad

DR Nyheders Asienkorrespondent, Phillip Khokhar, har mødt nogle sydkoreanere, der i dag skal mødes med familiemedlemmer, de ikke har set i omkring syv årtier.

- Jeg har mødt to ældre mænd, som i aften lokal tid skal mødes med familiemedlemmer, som de ikke har set i omkring 70 år. Familierne troede, de var døde. Indtil for et par uger siden vidste de ikke, at deres familier levede, siger Phillip Khokhar.

De korte familiegensyn har fundet sted siden 1985. Sydkorea har gentagne gange opfordret til flere genforeningsmøder, men politiske spændinger og et ofte anstrengt forhold mellem de to lande har betydet, at møderne flere gange er blevet aflyst.

- Det er første gang i flere år, at familiegenforeningerne sker. Og det kommer efter et år, hvor de to landes ledere har mødtes to gange. I det hele taget er forholdet mellem dem meget bedre, end det har været i lang tid, siger Phillip Khokhar.

Koreakrigen, der varede fra 1950 til 1953, splittede millioner af familier ad.

130.000 personer er separeret

I alt har 18.800 nord- og sydkoreanere haft mulighed for kortvarigt at blive genforenet med deres familier.

I Sydkorea, hvor familierne udvælges ved lotteri, havde flere end 57.000 mennesker registreret sig som overlevende fra krigen i håb om at blive udvalgt til et kortvarigt familiemøde.

Anderledes går det til i Nordkorea, hvor de udvalgte familier ifølge The New York Times alle er "loyale mod regeringen".

Formentlig har ældre familier førsteprioritet til at mødes. Sidste gang, der var familiegenforeninger, var det ældste familiemedlem 101 år gammel-

Phillip Khokhar fortæller, at møderne sker under meget kontrollerede forhold.

- Over tre dage mødes familierne af seks omgange. Men det er ikke sådan, at man bare kan gå en tur. De ses, snakker og skal sige farvel igen, formentlig for altid, siger han og fortsætter:

- Alligevel siger dem, jeg har mødt i dag, at det her er bedre end ingenting. De ville ønske, at de havde mulighed for at kommunikere efterfølgende. Men det bedste er at finde ud af, at deres familiemedlemmer faktisk er i live.

Op mod 132.600 personer er fortsat registreret som separerede efter krigen. Heraf er 41,2 procent i 80'erne, mens 21,4 procent er i slutningen af 90'erne, viser tal fra Sydkoreas ministerium for genforening.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at det var 180 familier, der blev genforenet. Det er ikke korrekt. Det er 89 udvalgte familier, der genforenes. I alt bliver 330 sydkoreanere genforenet med 185 nordkoreanere.

Facebook
Twitter