Huawei

Trudeau afviser at anholdelsen af Huaweis finansdirektør er politisk

Den amerikanske sikkerhedsrådgiver kalder anholdelsen en sag for ordensmagten.

Huaweis finansdirektør, Wanzhou Meng, er blevet anholdt i Canada. Ifølge Canadas premierminister har de ikke været involveret i anholdelsen. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Canada var ikke politisk involveret, da den kinesiske teknologikæmpe Huaweis finansdirektør, Wanzhou Meng, blev anholdt i Vancouver 1. december.

Det siger den canadiske premierminister, Justin Trudeau, til reportere i Montreal, skriver Bloomberg.

Han fortæller, at han blev informeret om anholdelsen et par dage før, men at han ikke var direkte involveret og ikke har talt med Kina om det.

- Vi er et land med et uafhængigt retsvæsen, og de kompetente myndigheder har truffet beslutningerne i denne sag uden nogen politisk involvering eller indblanding, siger han.

Anholdelsen af Wanzhou Meng, som også er næstformand i selskabets bestyrelse og datter af grundlæggeren, Ren Zhengfei, er sket med henblik på at udlevere hende til USA. Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvad grundlaget for anholdelsen er.

Amerikanske myndigheder har siden 2016 efterforsket, om Huawei har omgået sanktioner mod Iran ved at videresælge udstyr fra den amerikanske virksomhed Hewlett-Packard, HP, til landet. Siden har USA presset sine allierede til ikke at købe it-udstyr fra Huawei.

'En retshåndhævelse'

Den amerikanske sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har sagt, at han på forhånd vidste, at en højtstående kinesisk telekommunikationsdirektør ville blive anholdt i Canada med henblik på udlevering til USA. Det skriver The Guardian.

Bolton ville ikke give en særlig grund til den amerikanske anmodning og kalder det en sag for ordensmagten.

I et radiointerview har han dog sagt, at USA længe har været bekymret for Huawei og andre kinesiske tech-virksomheders rolle i tyveri af USA's teknologiske viden.

Her sagde han blandt andet, uden at ville kommentere anholdelsen, at "Huwaei er et selskab, vi har været bekymrede for, og der er også andre".

Kina kalder anholdelsen et brud på menneskerettighederne og kræver, at Wanzhou Meng bliver løsladt.

Wanzhou Meng har selv anmodet om, at detaljer om anholdelsen ikke gøres offentlige. Men det er ikke gået ubemærket hen.

Aktiemarkeder over hele verden er påvirket, og de toneangivende aktieindeks i Kina, Japan, Europa og senest USA blev i går sendt i minus.

Facebook
Twitter