Trump-advokat: Jeg manipulerede meningsmålinger for Trump

Trumps tidligere advokat siger, at han i 2014 og 2015 betalte et firma for at manipulere med meningsmålinger.

Michael Cohen skal have betalt et it-firma for at manipulere med to meningsmålinger for Trump i 2014 og 2015. (Foto: Corey Sipkin © Ritzau Scanpix)

Michael Cohen, tidligere advokat for USA's præsident Donald Trump, hævder, at han har betalt et firma for at manipulere med meningsmålinger i 2014 og 2015 på opfordring fra Trump.

Han skriver på Twitter, at han har betalt it-firmaet RedFinch for at manipulere med to online meningsmålinger om Trump, skriver The Wall Street Journal.

I 2014 skulle Trump have en god placering i en meningsmåling om erhvervsledere, og i 2015 i en meningsmåling om potentielle præsidentkandidater.

Trumps advokat, Rudy Giuliani, afviser overfor AP, at Trump skulle have haft kendskab til Cohens forsøg på manipulering.

Ifølge avisen skal Cohen også have instrueret firmaet i at oprette en Twitter-konto, der skulle lovprise Cohens udseende og seksuelle udstråling.

På kontoen bliver Cohen blandt andet beskrevet som en 'pit bull' og et 'sexsymbol', der er 'klar til at gøre en forskel'.

Cohen er 7. februar inviteret til at give en offentlig vidneforklaring i Repræsentanternes Hus. Han har tidligere sagt ja, men genovervejer nu af hensyn til sin families sikkerhed.

Cohen blev i december idømt tre års fængsel for skatteunddragelse og for at have vildledt Kongressen om sine kontakter til russere angående et byggeprojekt for Trump i Moskva.

/ritzau/

Facebook
Twitter