Trump-advokat sagsøges for otte milliarder kroner

Firmaet Dominion, der laver elektroniske stemmemaskiner, sagsøger Rudy Giuliani for injurier.

Rudy Giuliani har tordnet mod Dominion flere gange. Nu kræver firmaet en milliard-erstatning. (Foto: Jim Lo Scalzo © Scanpix)

Det skal koste et større milliardbeløb, at den tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani har beskyldt firmaet Dominion for at stå bag massiv valgsvindel.

Det mener i hvert fald firmaet selv, der producerer elektroniske stemmemaskiner.

Ud over at være tidligere borgmester og offentlig anklager er 76-årige Giuliani personlig advokat for USA's forhenværende præsident, Donald Trump. Og det er i netop denne rolle, at Giuliani siden valget den 3. november sidste år gang på gang har beskyldt Dominions maskiner for at være skyld i valgsnyd - en påstand, Trump-lejren ikke har kunnet dokumentere.

Nu beskylder firmaet advokaten og flere af hans kollegaer i Trump-lejren for at have "fabrikeret og udbredt" en skadelig konspirationsteori om massiv valgfusk ved præsidentvalget.

Her har Giuliani blandt andet beskyldt firmaet for at ændre stemmer i præsident Joe Bidens favør og at have forbindelser til regimet i Venezuela.

Giuliani er også kommet med påstande om firmaets softwaresamarbejde, der er blevet afvist ved faktatjek:

- Helt som Giuliani og hans allierede havde til hensigt, gik den store løgn viralt på sociale medier, hvor folk tweetede, retweetede og rasede over, at Dominion havde stjålet deres stemme, lyder det fra firmaet i retsdokumentet, beretter CNN.

- Skaden, forvoldt mod Dominions forretning og ry, er uoprettelig og uden fortilfælde, på grund af hvor inderligt millioner af mennesker tror på det, lyder det fra firmaet, der kræver otte milliarder kroner fra Giuliani for injurier.

Førte til dødstrusler

Det 107 sider lange retsdokument blev i dag afleveret ved en distriktsdomstol i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

Her beskylder firmaet Giuliani og hans partnere for at være skyld i, at Dominions stifter, John Poulos, og menige ansatte er blevet udsat for dødstrusler. I retsdokumentet peger Dominion også på flere end 50 udtalelser fra Giuliani, som man opfatter som ærekrækende, beretter The Guardian.

Trump-lejrens udokumenterede påstande om valgsnyd blev i begyndelsen af december for meget for lederen af Georgias afstemningssystem, Gabriel Sterling. Her langede den republikanske embedsmand ud efter Trumps retorik og påstande om valgsvindel, efter en 20-årig Dominion-ansat var blevet truet på livet:

Man peger også på, at mens Giuliani gang på gang er kommet med beskyldninger mod Dominion i offentligheden, så har han undladt at nævne firmaet, når han har været i retten på vegne af Trump-kampagnen. Her ville han nemlig risikere at blive straffet for sine udtalelser, påpeger New York Times.

Giuliani: Et forsøg på at skræmme

I en skriftlig udtalelse til flere amerikanske medier skriver den tidligere borgmester, at sagsanlægget giver ham mulighed for at kigge Dominion efter i sømmene.

- Beløbet, der kræves, er tydeligvis et forsøg på at skræmme. Det er endnu et forsøg på intimidering fra den hadfyldte venstrefløj, der vil udrydde og censurere ytringsfriheden og forhindre advokater i at forsvare deres klienter ærgerrigt, skriver Giuliani, der lufter muligheden for at sagsøge firmaet for at forbryde sig mod den amerikanske forfatning.

Rudy Giuliani er ikke alene om at blive sagsøgt. Også hans kollega Sidney Powell bliver afkrævet otte milliarder kroner for sine udokumenterede beskyldninger mod Dominion.

Flankeret af Giuliani beskyldte Powell i midten af november Dominion for at pumpe tusinder af falske stemmer ind i systemet - En påstand, hun ikke har dokumenteret:

Siden præsidentvalget i november er Trump-lejrens påstande om forskellige former for valgsvindel blevet afvist af omkring 60 domstole, herunder USA's højesteret.

Beskyldningerne er også blevet afvist af den daværende justitsminister, William Barr, mens en sammenslutning af føderale og statslige valgmyndigheder i USA har stemplet valget som det mest sikre i USA's historie.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter