Trump afviser aflytning af sin telefon: Det er såååå forkert

New York Times skrev i går, at kineserne og russerne lytter med på præsidentens samtaler.

Donald Trump insisterer på, at han oftest bruger den sikre landlinje fra Det Hvide Hus. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, afviser kategorisk, at hans samtaler aflyttes af fremmede magter.

Påstanden kom frem i går i avisen New York Times, som skrev, at amerikanske efterretningstjenester har registreret, at Kina og Rusland lytter med, når præsidenten taler med venner og kontakter.

Ifølge avisens kilder er Trump gentagne gange blevet advaret om, at hans mobiltelefoner ikke er sikre, og at han i stedet skal benytte sig af en sikker linje i Det Hvide Hus.

Men det er noget vrøvl, skriver præsidenten på Twitter.

- De såkaldte Trump-eksperter på New York Times har skrevet en lang og kedelig artikel om min mobiltelefonbrug, som er så forkert, at jeg ikke har tid til at rette den, skriver han.

- Jeg bruger kun regeringstelefoner og har kun en sjælden gang brugt regeringens mobiltelefon. Artiklen er såååå forkert, skriver han.

Avis: Kineserne lytter med

New York Times fastholder i dag, at Trump ifølge avisens kilder råder over tre forskellige Iphones. Den ene er privat - han beholder, den fordi hans telefonbog ligger der, og fordi han i lang tid ikke havde lært numrene til sine officielle telefoner udenad, skriver avisen.

Avisen skriver yderligere, at efterretningstjenesterne er blevet opmærksomme på, at særligt Kina bruger aflyttede samtaler til at afkode præsidentens personlighed og af hvem og med hvilke argumenter han vil lade sig overbevise.

Men nogle timer efter sin første reaktion fastholder Trump, at han kun sjældent bruger mobiltelefon.

Her kalder han artiklen for "fake news", og understreger at han kun bruger en mobiltelefon, som er godkendt i Det Hvide Hus.

Senator kræver undersøgelse

Også Det Hvide Hus' talsmand har afvist oplysningerne, ligesom Rusland og Kina har været ude med tilbagevisninger.

Flere demokratiske toppolitikere har derimod offentliggjort deres bekymring, heriblandt senator Jeff Merkley fra Oregon, som kræver en undersøgelse.

I 2013 blev det via whistlebloweren Edward Snowden almindeligt kendt, hvordan USA er i stand til opfange telefonsamtaler og emails på deres vej gennem verdens informationsmotorveje.

Ifølge Snowden-afsløringerne er det i selve kommunikationssystemets infrastruktur, at aflytningen foregår og kræver altså ikke adgang til selve mobiltelefonen.

Det er ikke kommet frem, i hvilket omfang eksempelvis Kina og Rusland benytter sig af lignende teknikker.