Trump bekræfter omstridt samtale med Ukraine om Biden

Donald Trump benægter, at en snak med Ukraines præsident handlede om at få ram på præsidentkandidat Joe Biden.

Trump diskuterede den tidligere vicepræsident Joe Biden med Ukraines præsident. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, erkender, at et telefonopkald med Ukraines præsident i juli omhandlede den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.

Det siger Trump søndag ude foran Det Hvide Hus ifølge flere amerikanske medier.

Han benægter dog beskyldningerne om, at han skulle have brugt sin magt som præsident til at forsøge at skade Bidens kandidatur.

I weekenden citerede flere amerikanske medier, herunder The Washington Post, anonyme kilder for at sige, at Trump i otte opkald med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skulle have forsøgt at få Ukraine til at undersøge Joe Bidens søn, Hunter Biden, som for år tilbage samarbejdede med et ukrainsk energikonsortium.

Kontroversielt samarbejde

Sønnens virke i Ukraine har været kontroversielt, da Joe Biden som vicepræsident mellem 2009 og 2017 forhandlede med Ukraines regering om blandt andet energiproduktion.

Afsløringen af telefonopkaldet har rejst bekymringer om mulig udenlandsk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2020. På samme måde, som der var russisk indblanding i præsidentvalget i 2016, hvor Hillary Clinton tabte til Trump.

Det fejer Trump af bordet og siger, at han ikke forsøgte at skade Biden.

- Vi havde en god og ærlig snak. Den handlede mest om lykønskninger, men også meget om korruption.

- Vi ville ikke have, at vores folk - som Joe Biden og hans søn - laver korruption, som allerede eksisterer i Ukraine, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Donald Trump tilføjer, at han håber, at en transskribering af telefonsamtalen bliver lagt frem.

/ritzau/