Trump bekræfter USA's opbakning til Natos musketered

USA er forpligtet til at forsvare andre Nato-lande, hvis de bliver angrebet, siger den amerikanske præsident.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere sået tvivl om sin opbakning til musketereden. (Foto: © Yuri Gripas, Scanpix)

Hvis et Nato-medlemsland bliver angrebet, så er USA forpligtet til ubetinget at forsvare landet. Det bekræfter den amerikanske præsident, Donald Trump.

Han har tidligere sået tvivl om den såkaldte musketered, som ligger i Washington-traktatens artikel fem, men den tvivl maner han nu til jorden.

- Absolut, jeg er forpligtet til artikel fem, siger præsidenten ved et pressemøde.

Det er sædvane, at nye amerikanske præsidenter bekræfter, at de vil ære artikel fem, men Donald Trump har i stedet kraftigt antydet, at USA kun vil stille med militærassistance til et truet medlemsland, hvis det pågældende land har betalt sin del af regningen til forsvarsalliancen.

Det blev også bemærket, at præsidenten ikke sagde noget om musketereden ved et stort NATO-topmøde i Bruxelles sidste måned.

I stedet talte den amerikanske præsident dunder mod de europæiske lande og gentog blandt andet et krav, som både han selv og tidligere amerikanske præsidenter hyppigt har fremført, om at de skruer op for deres forsvarsbudgetter.

Ud over løftet om et fælles forsvar af alle Nato-lande har Nato-landene nemlig også en aftale om at bruge to procent af bruttonationalproduktet hvert år på forsvarsudgifter.

Det er dog blot fem af Nato-medlemslandene, der lever op til den forpligtelse. Donald Trump gjorde det klart, at han forventede, at det løfte skulle være opfyldt af alle Nato-medlemmer i 2024.

/DR Nyheder/