Trump blander sig i FN-spørgsmål om israelske bosættelser

Egypten valgte i aftes at udsætte en afstemning om en FN-resolution imod Israel.

FN's Sikkerhedsråd skulle stemme om en resolution imod Israels bosættelser på Vestbredden. (Foto: DREW ANGERER © Scanpix)

FN's Sikkerhedsråd skulle i går have stemt om et udkast til en resolution imod Israels bosættelser på Vestbredden.

Og opsigtsvækkende stod det ikke klart, om USA – som ved flere tidligere lejligheder – ville nedlægge veto mod forslaget.

Egypten, som har udformet udkastet, har dog udsat afstemningen, da man ønskede at gennemgå ordlyden med de udenrigsministrene i den Arabiske Liga.

Ifølge flere medier som The Guardian, New York Times og israelske Haaretz skyldes udsættelsen af afstemningen dog også, at der i løbet af torsdagen blev lagt massivt pres på Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sissi.

I udkastet til resolutionen skulle FN have krævet et stop for alle Israels igangværende bosættelser på Vestbredden og fordømt bosættelserne som "åbenlyse overtrædelser" af international lovgivning.

Trump i Twitter-pres

Allerede onsdag aften, da det forlød, at Egyptens resolutionsudkast var klar til at blive sendt til afstemning, ryddede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge Haaretz sin kalender. Og de næste 15 timer blev så brugt på at få afsporet afstemningen.

Netanyahus kontor tog blandt andet kontakt til højtstående embedsmænd i al-Sisis regering, og USA’s udenrigsminister John Kerry fik et opkald af Netanyahu selv, bekræfter talsmanden for John Kerry ifølge Politico.com.

Israel rakte også ud til den kommende øverstbefalende i USA, Donald Trump, bekræfter en anonym kilde i den nyvalgte amerikanske præsidents stab over for New York Times.

Efter at være blevet kontaktet af israelerne gik Donald Trump som så ofte før på Twitter og Facebook og lod sin holdning være kendt. Han opfordrede blandt andet til, at der skulle nedlægges veto mod resolutionen. Et træk, som USA - der er et af de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet - kan foretage.

- Som USA længe har fastholdt, kan fred med israelerne og palæstinenserne kun opnås gennem direkte forhandlinger mellem parter og ikke ved pålæggelse af krav fra FN, skrev Trump.

- Det sætter Israel i en meget ringe forhandlingsposition og er ekstremt urimeligt over for alle israelere.

Efterfølgende valgte egypterne at udsætte forslaget, og ifølge New York Times skulle præsident al-Sisi efterfølgende have været i kontakt med Donald Trump og diskuteret, hvordan der bedst kan opnås fred i Mellemøsten.

At USA's kommende præsident på den måde forsøger at påvirke amerikansk politik - før han er tiltrådt posten - er opsigtsvækkende og afviger fra en tradition med, at nyvalgte præsidenter afholder sig fra at kommentere på politiske sager i perioden, fra de er blevet valgt, til de tiltræder. Det skriver New York Times.

Det princip har Donald Trump dog ikke valgt at efterleve, og alene inden for de sidste 24 timer har han argumenteret for at opruste USA's atomprogram og lovet, at han vil forsøge at få Lockheed Martin til at sænke prisen på sine F35-kampfly.

Ultimatum fra øvrige lande

Det står nu hen i det uvisse, hvornår – eller om – forslaget kommer til afstemning i sikkerhedsrådet.

Egypten er dog blevet stillet over for en deadline af fire af de ikke-permanente rådsmedlemmer.

New Zealand, Venezuela, Malaysia og Senegal vil nemlig sende et identisk forslag til afstemning, hvis ikke Egypten selv sætter sit udkast til afstemning eller kommer med en forklaring senest 23. december.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som har set den besked, som de fire lande har sendt Egypten.

Af beskeden skulle det desuden fremgå, at Palæstina også er involveret.

Facebook
Twitter