Trump: EU blev skabt for at udnytte og plyndre USA

Den amerikanske præsident skærpede retorikken på et vælgermøde i Fargo.

USA's præsident, Donald Trump, vil have EU til at importere lige så mange varer fra USA, som USA importerer fra EU. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

USA's præsident Donald Trump skruer nu retorikken endnu en tand op i forhold til EU.

Det sker, netop som EU's ledere er på vej til topmøde i Bruxelles, hvor de blandt andet skal diskutere international handel og USA's forhøjede told på stål og aluminium.

De nye toldsatser blev i sidste uge gengældt af EU, som opfatter dem som "uretmæssige" i forhold til internationale aftaler i verdenshandelorganisationen WTO.

Og det bliver ikke nådigt modtaget af Trump, som på et vælgermøde i Fargo i North Dakota i går malede et billede af den europæiske union som et fællesskab specialdesignet til at plyndre USA.

- Vi elsker den europæiske union, vi elsker landene i den europæiske union, men den europæiske union blev, som vi ved, opfundet til at udnytte USA, til at angribe vores sparebøsse, sagde Donald Trump til latter og klapsalver.

Ikke frihandel men dum handel

På vælgermødet gentog den amerikanske præsident sin opfattelse af, at en fair verdenshandel indebærer, at lande, som eksporterer til USA, skal importere amerikanske varer til mindst samme værdi.

USA har nemlig handelsbalanceunderskud over for blandt andet EU, fordi Europa eksempelvis sælger væsentligt flere biler til USA end omvendt.

Og det betyder tusindvis af fabrikslukninger og tab af millioner af amerikanske arbejdspladser, mener Donald Trump, som blandt andet gik til valg på at forbedre USA's udenrigshandel.

- Sidste år tabte vi 151 milliarder dollars i handel til den europæiske union. Vi havde et handelsunderskud på 151 milliarder dollars, fordi de kommer med deres Mercedes'er, deres BMW'er og deres produkter, sagde han og fortsatte:

- Vi sender ting til dem, og de siger 'nej tak, vi vil ikke tage imod jeres produkter'. Det er ikke sådan, det virker. Til alle de frihandels-tilhængere derude; det er ikke frihandel, det er dum handel, sagde Donald Trump på vælgermødet i Fargo.

Han sagde også, at han ikke var i gang med at starte en handelskrig, for sådan en havde hans forgængere allerede tabt for USA.

- Vi starter ikke en handelskrig, men vi afslutter den, sagde præsidenten.

Vil eskalere handelskrig

Da EU i fredags svarede igen på de nye amerikanske toldsatser på stål og aluminium, begrænsede unionen sig ikke til at indføre told på de to metaller.

Inden for WTO-reglerne er det nemlig tilladt at lave gengældelsestold for samme værdi som modparten, mens der ventes på en afgørelse på tvisten fra verdenhandelsorganisationen.

Og her blev der også plads til at indføre 25 procent straftold på ærkeamerikanske produkter som Levis-cowboybukser, jordnøddesmør, bourbon-whiskey og Harley-Davidson motorcykler Det er alle varer som de europæiske forbrugere nemt kan finde analoger til, som ikke er produceret i USA.

Gengældelsestolden fik hurtigt den amerikanske præsident til at true med en kraftig eskalering af handelskrigen med EU.

- Hvis toldsatser og barrierer ikke brydes ned og fjernes, vil vi lægge 20 procent told på alle deres biler, som kommer ind i USA, skrev han på Twitter.

EU-topmødet, som kører de næste to dage i Bruxelles, skal unionens stats- og regeringschefer blandt andet tale om konsekvenserne af USA's nye handelsdagsorden, og hvordan WTO kan udvikles og styrkes.

Facebook
Twitter