Trump får erfaren abortmodstander ved sin side i Det Hvide Hus

Når Donald Trump den 20. januar indtager posten som USA's præsident, så bliver det med Mike Pence ved sin side. Her kan du blive klogere på den kommende vicepræsident.

Den kommende vicepræsident, Mike Pence, sammen med den kommende præsident, Donald Trump, efter Republikanernes overraskende valgsejr den 8. november. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Mike Pence.

For mange er navnet stadig relativt ukendt. Men det vil ikke vare længe. Den 20. januar træder den republikanske guvernør nemlig til som vicepræsident for den kommende præsident, Donald Trump.

Som vicepræsident for USA's hidtil ældste præsident, er det dermed Mike Pence, som skal træde til, hvis præsidenten går bort.

Men hvem er den 57-årige guvernør fra Indiana, og hvad står han egentlig for? Her kan du få overblik over nogle af Pences politiske standpunkter.

Indvandring og udlændingepolitik

Mike Pence er ligesom Donald Trump fortaler for skrappere immigrationslove. Tidligere på året modsatte Pence sig samtidig genhusning af syriske flygtninge i hans hjemstat.

Han er dog ikke helt så skrap som Trump.

Efter den kommende præsident foreslog at forbyde muslismske flygtninge indrejse i USA, kaldte Pence forslaget for "anstødeligt og grundlovsstridigt" på Twitter.

Det var før han trådte til som vicepræsidentkandidat, men Mike Pence har heller ikke været bleg for at modsige Trump, siden han fik den prestigiøse rolle. Da optagelserne med Trumps udtalelser om, hvordan han ragede kvinder i skridtet uden invitation, kom frem, kaldte Pence kommentarerne for stødende og ikke noget, han kunne forsvare.

LGBT-rettigheder

Mike Pence har givet støtte til adskillige forslag om at forbyde homo-ægteskaber i Indiana, blandt andet har han støttet Religious Freedom Restoration Act, som er blevet beskyldt for at forværre diskrimination mod LGBT-personer i hans hjemstat.

Pences hjemstat har da også været omdrejningspunktet i debatten om homoseksuelles ret til at blive gift.

Pence kom under hård kritik, da han underskrev en lov, der med udgangspunkt i loven om religionsfrihed gjorde det muligt for statens præster, at afvise at vie homoseksuelle - netop med henvisning til at homoseksualitet strider mod deres religiøse overbevisning.

Pence ændrede dog efter stor kritik loven således, at den ikke åbnede for at diskriminere på baggrund af seksualitet.

Den kommende vicepræsident er også modstander af statsligt finansieret behandling af AIDS- og HIV-patienter - med mindre regeringen samtidig investerer i programmer, der skal "afholde folk fra at engagere sig i homoseksuelle forhold". Mike Pence er nemlig af den overbevisning, at homoseksualitet er et valg.

Pence har også modsat sig en skærpelse af straffen for hadforbrydelser mod LGBT-personer, ligesom han var modstander af afskaffelsen af det amerikanske militærs "don't ask, don't tell"-politik, der tillod homoseksuelle at tjene i militæret, hvis altså de forblev i skabet.

Donald Trump derimod har tidligere har i løbet af 1980'erne og 1990'erne støttet kampen mod HIV og AIDS gennem velgørenhed.

Kvinders rettigheder

Mike Pence har hele sit liv været hidsig modstander af abort og er ansvarlig for en af de mest restriktive tiltag mod abort i landet.

- Jeg længes efter den dag, hvor Roe vs. Wade (den højesteretsdom, der i sin tid gav kvinder deres forfatningssikrede ret til abort, red.) ender i historiens askebunke, har den kommende vicepræsident udtalt i Kongressen.

I marts blev det i staten Indiana ulovligt at få abort, også når barnet har tegn på svære handicap. Loven blev dog blokeret af Højesteret allerede i juni, da den var i konflikt med kvinders ret til selv at vælge.

Pence har også arbejdet for at fjerne finansieringen af organisationen Planned Parenthood, som foretager aborter og anden sundhedspleje.

Trump var faktisk fortaler for abort indtil 2011, hvor han tilsyneladende ændrede mening. Tidligere i år udtalte han, at abort bør være ulovligt, at kvinder bør blive straffet, hvis de får foretaget en abort.

Det tog han dog hurtigt tilbage og ændrede få timer senere udsagnet til, at de læger, der udfører aborter skal holdes retligt ansvarlige for deres gerninger.

Udenrigspolitik

Når det kommer til USA's udenrigspolitik, er Pences politik helt på linje med Donald Trumps. Den består groft sagt af et robust, og yderligere finansieret, amerikansk militær, en hård linje over for terrorbevægelsen Islamisk Stat og et udpræget ønske om at få islamistisk ekstremisme på dagsordenen i amerikansk politik.

Pence støttede også den amerikanske invasion af Irak tilbage i 2002.

Det gjorde Trump efter eget udsagn ikke - til trods for, at han i en optagelse af et radioprogram fra samme år udtaler sin - omend lunkne, støtte til militærprojektet.

Klima og miljø

Ligesom sin kommende overordnede er Pence, hvad man kan kalde klima-skeptiker. Ligesom Donald Trump er han ikke helt overbevist om, at global opvarmning er noget, der faktisk eksisterer.

Begge er også imod regulering af CO2-udledning, og Pence har aktivt modsat sig Obama-administrationens ordre om at sænke CO2-udslippet i Indiana af frygt for, at tiltaget ville gå ud over statens økonomi.

Mike Pence har også udtrykt bekymring over den fare, som vindmøller udgør for fugle.

Facebook
Twitter