Trump får milliarder til at bygge 100 kilometer grænsehegn mod Mexico

USA's forsvarsministerium bevilger præsidenten 1 milliard dollar til grænsesikkerhed. Demokraterne protesterer.

Trump gik til valg på at bygge en mur på grænsen til Mexico for at holde immigranter ude. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

6,5 milliarder kroner - eller 1 milliard dollar.

Så mange penge har det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, nu bevilget til grænsesikkerhed mellem USA og Mexico. Det oplyser forsvarsminister Patrick Shanahan.

Pengene skal blandt andet finansiere de første knap 100 kilometer grænsehegn mod Mexico, som præsident Donald Trump har gjort til sin helt store mærkesag, siden han gik til valg på at blive præsident.

Der er tale om et fem meter højt hegn, der skal gå langs grænseovergangen ved Yuma i Arizona og El Paso i Texas.

Milliardbeløbet skal desuden gå til konstruktion af veje og belysning i området.

Derudover vil pengene blive brugt på at bremse narkosmuglingen ved grænsen mellem Mexico og USA, skriver blandt andre BBC.

I januar blev store grupper af migranter fra Mexico tilbageholdt af amerikanske grænsevagter, efter de krydsede grænsen nær den amerikanske by Yuma, hvor det nye hegn skal bygges. (Foto: handout © Scanpix)

Nødretstilstand giver særbeføjelser

Henover årsskiftet mislykkedes flere forsøg på at blive enige om en amerikansk finanslov, da Kongressen ikke ville gå med på at bevilge Trump de knap 6 milliarder dollar, han krævede til at bygge en mur.

De forfejlede forsøg på at nå til enighed endte med, at statsapparatet i USA lukkede ned i 35 dage - den længste nedlukningen i historien.

Da det åbnede igen, valgte præsidenten at erklære såkaldt national nødretstilstand i USA - noget, en præsident kan gøre, hvis vedkommende vurderer, at landet er i akut krise.

Nødretstilstanden giver Trump adgang til særlige beføjelser. Blandt andet kan han flytte penge fra landets forsvarsbudget til at bygge sin mur.

Kritikere har udtalt, at den krise, Trump hævder landet er i, er opdigtet.

Præsidenten var åben om, at han erklærede nødretstilstanden for at finansiere muren, som han i øvrigt begrundede med et pres på grænsen til Mexico.

Det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus vedtog i sidste måned en beslutning om at annullere nødretstilstanden med opbakning fra 12 republikanere.

Trump brugte dog sin vetoret til at lægge beslutningen ned igen.

Demokraterne protesterer

Samtlige demokratiske senatorer fra flere forsvarsrelaterede bevillingsudvalg har underskrevet et brev til USA's forsvarsminister, hvor de protesterer imod beslutningen om at omrokere penge til at bygge muren for.

De påpeger i brevet, at Pentagon ikke har søgt tilladelse, før de foretog omrokeringen.

De protesterer på det kraftigste imod, at pengene flyttes "uden at søge godkendelse hos kongressens forsvarskomité og i strid med forsvarsbevillingen", skriver senatorerne.

- Vi har alvorlige bekymringer for, om ministeriet har ladet politisk indblanding og personlige projekter komme foran mange presserende og vigtige sager for vores militære beredskab, skriver de.

Facebook
Twitter