Trump: Første del af handelsaftale med Kina på plads

Den amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerer, at første del af handelsaftale med Kina er på plads.

Handelskrigen mellem USA og Kina nærmer sig en afslutning. (Foto: damir Sagolj © Scanpix)

Præsident Donald Trump siger, at USA har indgået en handelsaftale med Kina. Han fastslår ifølge Reuters, at nye toldafgifter i december ikke vil blive indført.

Aftalen indebærer, at Kina øjeblikkeligt begynder at købe amerikanske landbrugsprodukter.

- Vi er nået til enighed om en stor fase 1-aftale med Kina. De er gået ind på mange strukturelle ændringer og nye store køb af amerikanske landbrugsprodukter, energi, industriprodukter og meget mere, skriver Trump på Twitter.

- Vi kommer til at indlede forhandlinger omkring en fase 2-aftale øjeblikkeligt i stedet for at vente til efter valget i 2020. Det er en utrolig aftale for alle, skriver Trump og afslutter Tweetet med et "Tak".

I Beijing siger vicefinansminister Liao Min samtidig ved et pressemøde, at USA og Kina er enige om betingelserne for en fase 1-handelsaftale.

Den kinesiske vicehandelsminister, Wang Shouwen, siger, at der er sket "markante fremskridt".

Ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, vil der dog fortsat være noget told på kinesiske varer, skriver Bloomberg News. Det er ifølge ham kun straftolden, der skulle træde i kraft på søndag, som er skrottet. De eksisterende toldsatser på 25 procent vil fortsat være i kraft.

Wang Shouwen kalder aftalen for god for både den amerikanske og kinesiske økonomi og siger, at parterne hurtigst muligt vil færdiggøre aftalen.

Kineserne siger ifølge Bloomberg News siger, at fase 2-forhandlingerne afhænger af implementeringen af fase 1-aftalen.

/ritzau/Reuters

Opdateret med analyse fra Lillian Gjerulf Kretz, USA-korrespondent, DR Nyheder.