Trump fordeler tre topposter i kommende regering

Trump udpeger stærkt konservative politikere til at lede justitsministerium og CIA og en kontroversiel efterretningschef som sikkerhedsrådgiver.

En af de tre udpegede er Michael Flynn, der er en respekteret efterretningschef, som samtidig er blevet kritiseret for at være for tæt på Rusland. (Foto: GARY CAMERON © Scanpix)

USA's kommende præsident, Donald Trump, har fredag fået besat tre topposter i den kommende amerikanske administration.

Jeff Sessions, der regnes som en de mest konservative senatorer i det amerikanske senat, har sagt ja til posten som justitsminister, siger en talsmand for Trump.

Ny CIA-direktør bliver Mike Pompeo, der er republikansk medlem af Repræsentanters Hus. Han tilhører den stærkt konservative Tea Party-fløj.

Sessions er senator fra sydstaten Alabama. Han er kendt for at ønske en meget hårdere kurs over for illegale indvandrere, han er modstander af homoægteskaber og en indædt modstander af abort.

Trumps nationale sikkerhedsrådgiver bliver den kontroversielle pensionerede general Michael Flynn.

Kontroversiel tidligere general

Flynn er en højt respekteret efterretningsofficer, der var med til bekæmpe islamistiske grupper i Afghanistan og Irak. Han var topchef i den militære efterretningstjeneste DIA, indtil han i 2014 ragede uklar med det amerikanske efterretningsmiljø.

Han var under valgkampen Trumps ledende rådgiver om sikkerhed.

Flynn var med under et møde, som Trump havde torsdag aften med Japans premierminister, Shinzo Abe. Det var Trumps første møde med en udenlandsk leder.

Blandt topfolk i militæret stod den pensionerede general ret ene under valgkampen. Langt de fleste topofficerer kritiserede Trump for med sine ideer at underløbe USA's mangeårige doktriner og alliancer.

Flynns rolle i udformningen af USA's sikkerhedspolitik kan blive en del større end forgængerne, fordi Trump næsten ingen erfaring har med internationale sikkerhed.

Kritiseret for at være tæt på Rusland

Flynn er blevet anklaget for at have haft for tætte forbindelser til det russiske regime.

- Jeg er dybt bekymret for hans synspunkter om Rusland, siger Adam Schiff. Han er leder for demokraterne i Repræsentanternes Hus' efterretningsudvalg.

Flynn har været en hyppig gæst på russisk stat-tv, og han har været inviteret til Moskva for at deltage i tv-stationens gallamiddag - kun to sæder fra Putin, skriver avisen The Guardian.

Han har skrevet stærkt generaliserende og negativt om muslimer, han beskyldes for antisemitisme, og han udelukker ikke brugen af tortur.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter