Trump forventer nyt topmøde med Nordkorea 'ret snart'

Donald Trump bekræfter et møde nummer to med Nordkorea.

Et møde nummer to er på tale mellem de to ledere Donald Trump og Kim Jong-un. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Et nyt topmøde mellem USA og Nordkorea er på vej.

Det fortalte USA's præsident Donald Trump i forbindelse med sin tale i FN i dag.

Det skriver The Washington Post.

Trump fortalte, at forholdet mellem de to ledere er så godt, at et møde nummer to kommer 'ret snart'.

Et møde, der er blevet efterspurgt af Kim Jong-un i et brev skrevet til den amerikanske præsident. Et brev, som Donald Trump beskriver som 'smukt.'

De to ledere mødtes tilbage i juni i år i Singapore. Mødet mellem dem var det første nogensinde mellem en amerikansk præsident og en nordkoreansk leder.

En anden verden

Formålet med mødet var at skabe fred på den Koreanske halvø, bedre relationer mellem USA og Nordkorea, afvikling af atomvåben samt udlevering af de jordiske rester fra faldne amerikanske soldater.

Siden mødet sidste møde har Nordkorea udleveret de jordiske rester af amerikanske soldater, der døde under Koreakrigen. Undersøgelser har bekræftet, at der er tale om amerikanske soldater.

Mere sløvt står det til med nedrustningen af atomvåben. Ifølge en FN-rapport har Nordkorea hverken indstillet udviklingen af atomvåben eller missiler.

Den udeblevne nedrustning blev ikke nævnt i talen til FN. Præsidenten udtalte derimod, at Nordkorea er et ændret land, efter hans møde med Kim Jong-un.

- Det var en anden verden. Det var en farlig tid. Nu er det et år senere, og en helt anden tid, siger præsident Trump.

Præsident Trump skal mødes med Sydkoreas Moon Jea-in senere i dag, for at diskutere handelsforbindelser. Moon skal eftersigende have en personlig besked til Trump fra Kim Jong-un.

Facebook
Twitter