Trump frigiver agenters sms-beskeder fra Rusland-granskning

Partifælle hylder Trump for at offentliggøre hemmelige dokumenter. Modstandere kalder det "magtsmisbrug".

En stribe beskeder sendt mellem Donald Trump og topfolk i FBI bliver nu offentliggjort. - Foto: Scanpix (Foto: Brian snyder © Scanpix)

Hidtil hemmeligstemplede dokumenter om efterforskningen af Ruslands mulige indblanding i det amerikanske valg i 2016 bliver nu frigivet til offentliggørelse.

Det har USA's præsident, Donald Trump, helt ekstraordinært besluttet, oplyser Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.

Dokumenterne indeholder blandt andet ransagningskendelser og tekstbeskeder fra den tidligere direktør for forbundspolitiet (FBI) James Comey såvel som andre topmedarbejdere i Justitsministeriet og FBI, som Trump tidligere har angrebet via Twitter.

Ifølge talskvinde for Det Hvide Hus Sarah Sanders har præsidenten blandt andet bedt justitsministeriet frigive oplysningerne til offentliggørelse "efter opfordringer fra adskillige medlemmer af Kongressen og for gennemsigtighedens skyld".

'Den rigtige beslutning'

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Trump har krævet tekstbeskeder skrevet af og til mindst fem tidligere ansatte i FBI, herunder James Comey, Andrew McGabe, Lisa Page og Peter Strzok, frigivet.

Medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne Mark Meadows kalder offentliggørelsen for "en sejr".

- Gennemsigtigheden vinder. Det her er absolut den rigtige beslutning af præsidenten, skriver han på Twitter.

Meadows er en af de republikanere, der har presset på for offentliggørelsen.

Han mener, at beslutningen giver det amerikanske folk mulighed for selv at vurdere, "hvad der sker på det højeste niveau i FBI og Justitsministeriet".

Så langt vil medlem af Demokraterne Adan Schiff ikke gå. Han kalder Trumps beslutning for "et klart udtryk for magtmisbrug".

/ritzau/

Facebook
Twitter