Trump fyrer sin udenrigsminister

CIA-direktøren Mike Pompeo overtager efter Rex Tillerson.

Rex Tillerson fik 14 måneder på posten som USA's udenrigsminister. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

USA skal have ny udenrigsminister.

Det oplyser den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter.

Det bliver Mike Pompeo, der hidtil har været direktør for CIA, der skal overtage efter Rex Tillerson.

- Han kommer til at gøre et fantastisk stykke arbejde, skriver Donald Trump og takker samtidig Rex Tillerson for sit arbejde som udenrigsminister.

- Meget er blevet gennemført i løbet af de seneste 14 måneder, og jeg ønsker ham og hans familie alt vel, uddyber han over for avisen Washington Post.

Ifølge en talsmand fra Det Hvide Hus er beslutningen blandt andet begrundet med, at en lang række store forhandlinger venter med blandt andet Nordkorea og Mexico og Canada, som USA skal genforhandle handelsaftalen NAFTA med.

Udskiftningen betyder samtidig, at CIA skal have ny direktør, og det bliver den nuværende vicedirektør, Gina Haspel, skriver Donald Trump.

Det er første gang i efterretningstjenestens historie, at CIA får en kvindelig direktør.

- Tillykke til alle, skriver USA's præsident.

Mike Pompeo skal være USA's udenrigsminister. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

"USA er blevet et sikrere sted"

Det var Donald Trump, der udpegede den republikanske Mike Pompeo til direktørposten for CIA i november 2016. Det skete, få dage efter at han havde vundet det amerikanske præsidentvalg.

Mike Pompeo sad dengang i Repræsentanternes Hus for republikanerne, hvor han var en del af den konservative Tea Party-fløj.

Og han havde blandt andet gjort sig bemærket med sin hårde kritik af Hillary Clintons håndtering af angrebet på den amerikanske ambassade i Libyen, mens hun var udenrigsminister i Barack Obamas regering.

Mike Pompeo udtaler til Washington Post, at han er "dybt taknemmelig" for, at han både har fået lov til at stå i spidsen for CIA og nu også det amerikanske udenrigsministerium.

- Donald Trumps lederskab har betydet, at USA er blevet et sikrere sted, og jeg ser frem til at repræsentere både ham og det amerikanske folk i resten af verden for at sikre yderligere fremgang til USA, siger han.

Tillerson afviste beskyldninger

Rex Tillerson har endnu ikke kommenteret sin afgang.

Men der har løbende været meldinger i medierne om, at forholdet mellem den 65-årige bygningsingeniør, som tidligere har været administrerende direktør for olieselskabet ExxonMobil, og præsident Donald Trump har været tumultarisk.

- Samarbejdet mellem Trump og Tillerson har bare aldrig kørt. Personligt har de aldrig klikket, og politisk har de også haft forskellige billeder af, hvordan USA's rolle i verden skulle være, siger Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør på netmediet kongressen.com, til Ritzau.

Sidste år afviste Rex Tillerson over for de amerikanske medier, at han havde kaldt præsidenten for "en idiot".

Og så sent som i januar sagde udenrigsministeren til CNN, at han "aldrig har været i tvivl om Trumps mentale evner".

Det kom i kølvandet på den omstridte insiderbog "Fire and Fury", hvor flere unavngivne kilder betvivlede Donald Trumps mentale evner.

Her sagde Rex Tillerson samtidig, at præsidenten "på ingen måde" havde antydet, at han ønskede sin udenrigsministers afgang.

Facebook
Twitter