Trump har økonomisk interesse i omstridt olieledning

Der skal helst findes en løsning om North Dakota-olieledning, inden Trump kommer til magten, vurderer lektor.

Firmaet bag omstridt olieledning forventer, at Trump vil være positiv over for, at byggeriet skal fortsætte. (Foto: DON Emmert © Scanpix)

Protesterne om den omstridte olieledning i delstaten North Dakota fortsætter på syvende måned, mens firmaet bag, Dakota Access, fortsætter med at etablere den næsten 2.000 kilometer lange olieledning.

Indianerstammen Standing Rock Sioux og tusindvis af miljøforkæmpere protesterer over, at milliardbyggeriet, der er planlagt til at løbe gennem fire stater, truer miljøet og indianernes hellige steder i North Dakota.

Mens protesterne fortsætter, venter et snarligt præsidentskifte, hvor flere medier allerede har berettet om, at Donald Trump har økonomiske interesser i, at projektet bliver ført ud i livet.

Sagen er allerede nået op på det højeste politiske niveau, og præsident Obama har udsendt et dekret, hvor han opfordrer Dakota Access til at standse byggeriet, mens man undersøger de eventuelle skadevirkninger.

Men på trods af dette fortsætter Dakota Access og hovedentreprenøren Energy Transfer Partners ufortrødent arbejdet. Det førte endnu en gang til voldelige sammenstød mellem politiet og demonstranter søndag, hvor den 21-årige kvinde, Sophia Wilansky, blev ramt af et projektil, hvilket var så alvorligt, at hun kan blive tvunget til at få amputeret en arm.

- Det er i virkeligheden ikke en ordre, Obama har udstedt. Dekretet er et sammendrag fra forskellige agenturer, der siger, at det vil være en rigtig god idé at stoppe med at bygge, indtil vi får afdækket problematikkerne i det her. Hele processen skal igennem en masse juridiske instanser, så det gør det både problematisk for indianerne og Dakota Access, fordi de ikke ved, hvad der skal ske, siger Marianne Kongerslev, der er lektor ved Amerikanske Studier på Syddansk Universitet og har skrevet ph.d. om nordamerikanske indianere.

I søndags var den seneste gang, at det kom til kampe mellem demonstranter og politiet. (Foto: Stephanie Keith © Scanpix)

Trump tror på projektet

Lige nu er der ikke meget, der tyder på, at der kommer en snarlig afklaring om projektets skæbne, selv om Barack Obama har udtrykt bekymring for de miljømæssige konsekvenser. Det kan dog ende med at blive en helt anden sag, hvis der ikke kommer en endelig afklaring, inden Trump sætter sig i præsidentstolen til januar, mener Marianne Kongerslev.

- Så vidt jeg husker, har han investeringer i flere af de banker, der har investeret i Dakota Access. Derfor ville han have en interesse i at få stoppet indianernes protester og demonstrationer, siger lektoren ved Amerikanske Studier.

Den britiske avis The Guardian har kort før valget blandt andet fortalt, at Trump har mellem en halv og en hel million dollars i aktier i Energy Transfer Partner, der ejer Dakota Access.

Ligeledes er det kommet frem, at Energy Transfer Partners har lagt penge i valgkampen, men deres direktør Kelcy Warren slår fast over for NBC News, at man har delt sol og vind lige mellem Demokraterne og Republikanerne.

Direktøren har dog også sagt, at man er sikker på, at olieledningen bliver en realitet.

- Jeg er 100 procent sikker på, at olieledningen vil blive godkendt Trump-administrationen. Jeg tror på, at vi får en regering, der tror på projektet, sagde direktør i Energy Transfer Partners, Kelcy Warren, til NBC News få dage efter valget.

Livsfarligt for miljøet

Miljøaktivister har særligt brugt to tidligere uheld med rørledninger i deres argumentation for, at Dakota-olieledningen kan være til stor fare for miljøet. I 2010 lækkede en ledning i Kalamazoo River, hvilket kostede en milliard dollar at rydde op. I 2015 var den igen gal, da en ledning lækkede og forurenede Yellowstone River, der er en biflod til Missouri River.

Lektor Marianne Kongerslev er heller ikke i tvivl om, at det kan få store miljømæssige følger, hvis byggeriet i North Dakota bliver færdiggjort.

- Rørledningen skal gå under Missouri River, som er den længste flod i Nordamerika. Den skal gå lige nord for reservatet, hvor Standing Rock er, og hvis der sker en lækage, vil det ikke kun påvirke Sioux-indianerne, men helt op mod 18 millioner amerikanere i omkringliggende stater ved Missouri River, siger Marianne Kongerslev og fortsætter:

- Der er god grund til at være bange for den her rørledning, da der er bevis for, at de er enormt farlige. De lækker hele tiden og kan eksplodere. Alene i 2016 har der været mere end 25 uheld med her rørledninger, siger hun.

FacebookTwitter