Trump hiver velkendt navn ind som sikkerhedsrådgiver

Tidligere FN-ambassadør John Bolton erstatter general McMaster på en af de mest centrale poster hos Trump.

John Bolton er et velkendt navn i amerikansk politik, hvor han betragtes som en af høgene på den republikanske højrefløj. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Præsident Donald Trump skifter sin nationale sikkerhedsrådgiver ud. Tidligere FN-ambassadør John Bolton erstatter general H.R. McMaster. Det skriver Trump på Twitter.

Trump skriver, at skiftet sker 9. april.

John Bolton er et velkendt navn i amerikansk politik, hvor han betragtes som en af høgene på den republikanske højrefløj.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Bolton blandt andet gjort sig til talsmand for, at USA skal bruge militær magt over for Iran og Nordkorea. Han har også stået for en hård linje over for Rusland.

FN-ambassadør under Bush

Han sad som FN-ambassadør under præsident George W. Bush fra august 2005 til udgangen af 2006. Allerede inden han blev godkendt i jobbet, gjorde han sig bemærket ved at hævde, at ingen ville opdage, hvis man skar de ti øverste etager af den 38 etager høje FN-bygning i New York.

H.R. McMaster har siddet i jobbet som Trumps nationale sikkerhedsrådgiver siden februar 2017, hvor han under stor mediebevågenhed erstattede Michael Flynn.

Flynn holdt mindre end en måned i jobbet. Han trådte tilbage, efter at det kom frem, at han havde løjet om sin kontakt til Ruslands daværende USA-ambassadør, Sergej Kisljak, inden Trump blev indsat som præsident.

Der har også længe været uro omkring McMaster. Det tyske nyhedsbureau dpa citerer en unavngiven embedsmand i Det Hvide Hus for, at hans afgang er en beslutning truffet "i gensidig forståelse".

/ritzau/

Facebook
Twitter