Trump holder stadig sit parti i et jerngreb

To ud af tre republikanske vælgere tror på Donald Trumps løgn om valgsvindel i 2020. Den mistillid til demokratiet kommer til at præge midtvejsvalget i år.

Donald Trump er fortsat Det Republikanske Partis ubestridte leder, mener Steffen Kretz, DR's USA-korrespondent. (Foto: © Mandel NGAN, Ritzau Scanpix)

For ét år siden stormede tusinder af tilhængere af præsident Trump den amerikanske kongresbygning i Washington for at forhindre Joe Biden i at blive USA's næste præsident.

Det lykkedes ikke for dem. Men det betyder ikke, at kampen om udfaldet af præsidentvalget i 2020 er slut:

Og selv om at det er en fuldstændigt udokumenteret påstand, så tror to ud af tre vælgere fra det republikanske parti i dag på løgnen. Det viser utallige undersøgelser.

Demokratiet er i krise, siger flertal

Det gør Trump til partiets ubestridte leder med et jerngreb om, hvilke kandidater partiet stiller op. Og det stiller et alvorligt spørgsmål ved demokratiets tilstand i verdens eneste supermagt.

I en nylig måling fra det amerikanske public service-medie NPR svarer 64 procent af amerikanerne, at de mener, at demokratiet i USA er i krise - eller at det ligefrem har slået fejl.

Om flertallet har ret, kan allerede stå klart i år, hvor amerikanerne skal til valg igen.

Afgørende midtvejsvalg i år

Ved midtvejsvalget til november er der valg til kongressen i Washington, men også til en række poster rundt om i delstaterne, som kan blive afgørende for, hvilken retning USA tager fremover.

Allerede nu står det klart, at det republikanske parti i vid udstrækning opstiller kandidater, der er tro mod Trump - og dermed offentligt forsvarer Donald Trumps løgne om valgsvindel i 2020.

- Det er folk, som retter ind efter hver et ord, som Trump ytrer, og støtter enhver ide, han kommer med, siger Doug Cole, som er mangeårig strateg for det republikanske parti i staten Arizona og tidligere rådgiver for præsidentkandidaten John McCain.

Doug Cole er meget bekymret over udviklingen i Det Republikanske Parti:

- Han er de facto leder af partiet, og hvis en kandidat får Trumps støtte, så garanterer det automatisk opbakning fra 30 procent af vælgerne i primærvalget. Og det er virkelig afgørende, for det betyder, at alle andre kandidater til for eksempel guvernørposten i Arizona skal slås om resten af vælgerne, siger Doug Cole.

Trump-folk vil stå for næste valg

En af de kandidater er Mark Finchum. Han er medlem af det lokale senat i delstaten Arizona. Nu stiller han op til posten som såkaldt secretary of state i Arizona - en post, som vil gøre ham til den øverst ansvarlige for fremtidige valghandlinger i den afgørende svingstat.

Finchum holder fast i løgnen om, at præsidentvalget i 2020 var præget af svindel i Arizona - selv om tre optællinger og en efterfølgende republikansk ledet revision af stemmerne fra valget viser præcis det modsatte.

- Jeg mener, at valget var uopretteligt præget af svindel, siger Finchum, da DR møder ham i Phoenix, Arizona.

Og i forhold til valget af Joe Biden:

- Drengen, som bliver taget i at stjæle slik, får jo ikke lov til at beholde det. Han kan ikke udpeges som vinder af et valg, hvis vi kan bevise, at det er svindel, siger Finchum.

Mark Finchum kommer også med udokumenterede påstande om, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, skal have taget del i angrebet på Kongressen for et år siden:

Gjort det sværere at stemme

Med baggrund i Trumps valgløgne har republikanske guvernører i 16 delstater i det sidste år siden angrebet på Kongressen underskrevet ny lovgivning, som gør det vanskeligere at stemme.

Noget, som især rammer fattige og farvede vælgere, som ofte stemmer på det demokratiske parti.

Samtidig har republikanske flertal ændret valgkredse landet over for at minimere deres politiske modstanderes indflydelse og maksimere deres egen.

En række amerikanske delstater har gjort det sværere for folk at stemme, og det får nogle amerikanere til at frygte, at deres demokratiske ret er i fare. (Foto: © SHURAN HUANG, Ritzau Scanpix)

“En antidemokratisk kraft”

Altsammen noget, som eksperter siger undergraver demokratiet og - nok så vigtigt - rokker ved amerikanernes tro på demokratiet: For hvis vælgerne holder op med at tro på, at valg kan afholdes ærligt og redeligt, så holder de op med at tro på, at demokratiet virker.

Doug Cole er overbevist om, at Donald Trump stiller op som præsident igen:

- Det står ikke længere klart, at det republikanske parti er villigt til at acceptere et valgnederlag, siger Steven Levitsky til det amerikanske public service-medie PBS.

Han er professor i statsvidenskab ved Harvard Universitet og medforfatter til bogen “Sådan dør demokratier.”

- Selve partiet er blevet en antidemokratisk kraft, mener han.