Trump: Hvis journalister ikke opfører sig ordentligt - så går jeg

Det Hvide Hus vil lave regler for pressemøder efter sammenstød med CNN-reporter.

- Det er ikke nogen stor ting.

USA's præsident bagatelliserer nyheden om, at journalisten Jim Acosta fra tv-stationen CNN igen har fået adgang til Det Hvide Hus af en føderal domstol.

CNN havde lagt sag an mod Donald Trumps administration, som havde frataget den mangeårige Washington-journalists presseakkreditering efter en ophedet ordveksling med præsidenten.

Trump hæfter sig ved, at domstolen samtidig sagde, at Det Hvide Hus skal udarbejde regler og retningslinjer for pressemøder.

- Dem er vi i gang med at skrive nu, og hvis han ikke opfører sig ordentligt, vil vi smide ham ud eller stoppe pressemødet, siger præsident om Jim Acosta i et interview med Fox News.

Korrekt opførsel

Præsidenten siger, at journalisterne fremover skal udvise "dekorum" - det vil sige følge normer for korrekt opførsel.

- Du kan ikke blive ved med at stille spørgsmål. Ingen tror mere på ytringsfrihed end mig, og hvis jeg mener, at nogen ikke opfører sig ordentligt, så siger jeg mange tak for, at I kom - og så går jeg.

- Og de andre reportere vil ikke være særlig venlige overfor den, der skaber sig.

Se sammenstødet mellem Donald Trump og Jim Acosta: