Trump i længe ventet tale: 'Måske vender jeg tilbage'

Trods valgnederlag, Twitter-udelukkelse og kontroverser anser den konservative bevægelse Trump som en 'bragende succes'.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump holdt i aftes sin første store tale som ekspræsident. (Foto: JOE SKIPPER © Scanpix)

- Hvem ved? Måske vender jeg tilbage for at slå dem for tredje gang.

Sådan lød det i aftes, da Donald Trump tog ordet ved CPAC – Conservative Political Action Conference – en fire dage lang, årlig konference, hvor konservative politikere, aktivister og græsrodsbevægelser er samlet.

Talen var Trumps første offentlige tale, siden han forlod Det Hvide Hus i slutningen af januar og blev blandt andet fulgt med spænding for at se, om han ville annoncere sit kandidatur til præsidentvalget i 2024.

Det blev det ikke til for de fremmødte, der måtte nøjes med antydninger i stedet.

- Jeg står foran jer i dag for at erklære, at den fantastiske rejse, som vi indledte sammen - der har aldrig været en så succesfuld rejse - vi indledte den sammen for fire år siden, og den er langtfra ovre, lød det blandt andet fra Trump.

Samtidig afviste han spekulationerne om, at han vil starte sit eget politiske parti.

Det ville nemlig være dumt at fordele stemmerne mellem Det Republikanske Parti og et eventuelt nyt parti, lyder budskabet fra ekspræsidenten ifølge Ritzau.

- Vi opretter ikke nogen nye partier. Vi har Det Republikanske Parti. Det kommer til at blive forenet og blive stærkere end nogensinde. Jeg opretter ikke noget nyt parti.

En bragende succes trods nederlag

Selvom Donald Trump ikke længere er USA’s præsident, så har en stor del af konferencen været i hans ånd.

Flere af de planlagte paneldiskussioner har ifølge det amerikanske public service nyhedsmedie NPR haft den tidligere præsidents udokumenterede påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i november som omdrejningspunkt.

Det tæller blandt andet ”Andre banditter: Hvorfor dommere og medier har afvist at se på beviserne?”, ”Venstrefløjen trak i snorene, skjulte det og har endda indrømmet det” og ”Fejlslagne stater (Pennsylvania, Georgia, Nevada”).

At præsident Trump ved valget tabte både Det Hvide Hus, Senatet og Repræsentanternes Hus er åbenbart ikke noget, der har gjort indhug i den konservative hengivenhed, fortæller Matt Schlapp, som er præsident for American Conservative Union, som arrangerer den konservative konference CPAC.

- Selvom Donald Trump kun sad én præsidentperiode, så er der en følelse blandt republikanere, at han var en stor, bragende succes, siger han til Washington Post.

- Det betyder ikke, at hvert eneste minut af hver eneste dag, af hver eneste nyhedscyklus, var en fornøjelse. Det betyder, at set fra et politisk synspunkt, så har han stort set tjekket den liste af, af ting han sagde, han ville gøre.

Delte meninger om den republikanske fremtid

Alligevel har Trumps deltagelse ved CPAC skabt debat blandt visse konservative skikkelser. Der er nemlig delte meninger om, hvorvidt han overhovedet skal være en del af partiets fremtid, eller om den omstridte præsident og hans politik er noget, som Republikanerne skal lægge bag sig.

Trump slog fast, at han ikke vil starte sit eget parti:

Den republikanske minoritetsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, er en af de konservative politikere, der udtrykt sin velvilje overfor Trumps tale på CPAC. Men det er ikke alle hans kolleger, der er enige.

- Efter den 6. januar synes jeg ikke, at han bør spille en rolle i fremtiden, hverken for vores land eller vores parti, lød det ifølge ABC News blandt andet fra det konservative medlem af Repræsentanternes Hus Liz Cheney.

Her henviste hun til det angreb på Kongressen, som fandt sted den 6. januar, hvor hundredvis af Trump-støtter trængte ind i Capitol-bygningen i protest mod den påståede valgsvindel ved valget i november. Cheney var iøvrigt en af de 10 republikanere i Repræsentanternes Hus, som også stemte ja til at rejse en rigsretssag mod den tidligere præsident.

- Trump går ingen vegne

Uenigheden i Det Republikanske Parti er dog ikke der er kommet til udtryk under den konservative konference. Der var i hvert fald ikke planlagt nogen taletid til de højtprofilerede amerikanske politikere, som har talt imod den tidligere præsident.

Hverken Senatets minoritetsleder, Mitch McConnell, som lige nu er i åben strid med Trump om den fremtidige kurs for Det Republikanske Parti, eller senator Mitt Romney, som adskillige gange har kritiseret den tidligere præsident, var inviteret til at tale ved konferencen.

Heller ingen af de republikanske politikere, der i januar stemte for en rigsretssag mod den tidligere præsident, er inviteret. Til gengæld har både Donald Trumps sø,n Donald Trump Jr., og senator Ted Cruz, en af den tidligere præsidents mest hengivne støtter, talt ved konferencen.

- Jeg kan fortælle jer én ting: Donald Trump går ingen vegne, lød det blandt andet fra Cruz ifølge The Guardian.

Senator Ted Cruz og tidligere præsident Donald Trump har tidligere krydset klinger, men i de seneste år har Cruz vist sig som en loyal Trump-støtte. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)

Har holdt lav profil

Donald Trump har holdt lav profil, siden han forlod Det Hvide Hus den 20. januar, og har holdt sig udenfor offentlighedens søgelys - udover få, mindre interviews til venligtsindede medier, blandt andet i forbindelse med den kendte konservative tv-vært Rush Limbaughs død tidligere på måneden.

Stilheden skyldes ikke mindst, at Trump siden starten af januar har været udelukket fra sit foretrukne sociale medie, Twitter. Også Facebook, Instagram og Youtube har blokeret den tidligere præsident.

Udelukkelsen skete umiddelbart efter angrebet på Capitol-bygningen. Fem personer blev dræbt under opstanden, heriblandt en politibetjent.

Ifølge Twitter skyldtes udelukkelsen blandt andet flere måneders udokumenterede påstande fra Trump om valgsvindel, men også en frygt for, at præsidenten ville opildne yderligere til vold og opstand. Efterfølgende gjorde Twitter udelukkelsen permanent.

Den utrolige rejse fortsætter

Den anden rigsretssag mod Trump, som blev behandlet for få uger siden, har formentlig også spillet en rolle i den tidligere præsidents ønske om at tale til offentligheden.

Men umiddelbart efter at Trump den 14. februar blev frifundet af et flertalt i Senatet, lød meldingen, at han var på vej tilbage i amerikansk politik:

- Vores historiske, patriotiske og smukke bevægelse for at gøre "America Great Again" er kun lige begyndt. I månederne, der kommer, har jeg meget at dele med jer, og jeg ser frem til at fortsætte vores utrolige rejse sammen for at opnå amerikansk storhed for hele vores folk, lød det i en udtalelse fra Donald Trump umiddelbart efter frifindelsen.

Helt ude af problemer er det dog ikke sikkert, at den tidligere præsident er endnu. Der er nemlig stadig en hel række kriminelle sager, der efterforskes, og civile søgsmål der er undervejs mod Donald Trump.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk