Trump kalder EU for USA’s fjende

Det er 'fake news', siger EU's præsident.

EU-landene udnytter USA, når det kommer til handel, og derfor er hele EU-samarbejdet en af USA’s globale ”fjender”.

Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, i et interview med tv-stationen CBS News.

Her bliver han spurgt om, hvem der er USA’s største ”fjende” på den globale scene.

- Vi har mange fjender. Når man ser på, hvad den europæiske union gør mod os, når det kommer til handel, så er de en fjende. Sådan vil man måske ikke tænke om EU, men de er en fjende, siger han og understreger, at medlemslandene i hans optik opfører sig ”meget besværligt”.

- Jeg respekterer lederne af de lande. Men når det kommer til handel, har de virkelig udnyttet os, og mange af landene er også medlem af Nato, og de betaler ikke deres regninger, understreger præsidenten.

Her henviser han til, at Nato-medlemslandene har en målsætning om at bruge mindst to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvaret.

Det er der blot fire Nato-lande, der gør, mens de resterende – heriblandt Danmark – til Donald Trumps store kritik ligger under målsætningen.

Kina og Rusland er også fjender

Det er ikke første gang, at den amerikanske præsident kritiserer EU-samarbejdet.

Under et vælgermøde i sidste måned sagde Donald Trump, at EU blev oprettet for ”at udnytte USA” og for at ”angribe vores sparebøsse”.

I maj valgte han at indføre staftold på europæisk stål og aluminium.

Og så sent som i fredags opfordrede han den britiske premierminister, Theresa May, til at sagsøge EU fremfor at forhandle med medlemslandene om en ny brexit-aftale. Det afviste hun dog blankt.

EU-præsidenten, Donald Tusk, var dog hurtig til at svare igen på kritikken fra den amerikanske præsident.

- USA og EU er de bedste venner. Enhver, der siger, vi er fjender, spreder 'fake news', skrev han på Twitter med henvisning til præsident Trumps vedvarende kritik af medier, som han påstår, spreder falske nyheder.

Det er dog ikke kun EU, som Donald Trump ikke er glad for.

Under CBS-interviewet nævnte han også Rusland – hvis præsident, Vladimir Putin, han skal mødes med i morgen – samt Kina som USA’s globale ”fjender”. Ifølge Donald Trump er Kina “en fjende økonomisk set”.

– Det betyder ikke, at de er onde. Det betyder ikke noget. Det betyder, at de er konkurrencedygtige, understregede præsidenten.

Facebook
Twitter