Trump kræver møde med whistleblower i Ukraine-sag

Trump vil mødes personligt med den whistleblower, der har slået alarm over samtaler med Ukraines præsident.

Trump anklages for at have misbrugt sin magt ved at forsøge at tvinge Ukraines præsident til at finde snavs om Joe Biden og hans familie. (Arkivfoto). (Foto: AFP PHOTO / Saul LOEB © Ritzau Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, vil mødes personligt med den whistleblower, der har slået alarm over hans kommunikation med den ukrainske præsident.

Det skriver Donald Trump i en serie af opslag på Twitter natten til mandag dansk tid.

Donald Trump understreger, at han mener, at han har krav på at få lov til at konfrontere sin "anklager".

- Den såkaldte whistleblower gengav en perfekt samtale med en udenlandsk leder på en fuldstændig unøjagtig og bedragerisk måde, skriver præsidenten blandt andet.

Under en privat begivenhed udtalte Trump i sidste uge, at den person, der har lækket informationer til whistlebloweren, er sammenlignelig med en spion.

Twitter gengiver han den anklage:

- Ikke bare vil jeg mødes med den, der med anden- og tredjehåndsoplysninger anklager mig, men også den person, som ulovligt har videregivet informationen, der i det store hele var ukorrekt, skriver Trump og tilføjer:

- Var personen ude på at spionere mod præsidenten? Store konsekvenser!

Præsidentens kommentarer giver anledning til bekymring for whistleblowerens sikkerhed, påpeger vedkommendes advokater.

I et brev til Kongressen hævder de, at enkeltpersoner har udlovet en dusør på 50.000 dollar for at få oplyst whistleblowerens identitet.

- Vi forventer desværre, at denne situation forværres og kan udgøre større fare for vores klient og andre whistleblowers, efterhånden som Kongressen undersøger sagen.

En af advokaterne afviser desuden, at der skulle være en aftale om, at whistlebloweren er kommet under føderal beskyttelse, sådan som tv-stationen CBS ellers har hævdet.

Whistleblower skal afhøres i Kongressen

Whistlebloweren, der ifølge flere amerikanske medier arbejder i den amerikanske efterretningstjeneste, gjorde i forsommeren opmærksom på bekymrende forhold i præsidentens kommunikation med Ukraines regering.

Hans officielle klage blev offentliggjort i sidste uge. Her står der blandt andet, at Trump har misbrugt sin magt ved at forsøge at tvinge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at grave snavs frem om tidligere vicepræsident Joe Biden og dennes søn, Hunter Biden.

Demokraten Biden er blandt favoritterne til at blive Trumps modstander ved præsidentvalget i 2020.

Whistlebloweren beskriver også, hvordan Det Hvide Hus angiveligt har forsøgt at holde samtalerne skjult i et it-system, der er ment til at gemme oplysninger af særligt følsom karakter for den nationale sikkerhed.

Nancy Pelosi, der er demokratisk formand for Repræsentanters Hus, har på baggrund af sagen bebudet, at der nu vil blive taget de første skridt mod en mulig rigsretssag mod Trump. Whistlebloweren skal afgive forklaring i en høring i Kongressen, bekræfter formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff.

/ritzau/DR Nyheder