Lækkede dokumenter indikerer, at Donald Trump bliver anholdt på tirsdag.
Det hævder den tidligere præsident i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
Dette er i skrivende stund hverken be- eller afkræftet af de amerikanske myndigheder.
Skulle der komme sigtelser mod præsidenten, så er det noget, han vil bruge aktivt i sit forsøg på at blive præsident ved valget i 2024, vurderer Lillian Gjerulf Kretz, DR's USA-korrespondent.
- Trump har stadig fat i en markant del af vælgerbasen, og han vil bruge eventuelle sigtelser mod sig som politisk brændstof, siger hun.
- Men konsekvenserne for dem, som stormede Kongressen og nu afsoner årelange fængselsdomme, står også klare. Så det er usikkert, hvilke protester det vil føre til denne gang, siger hun.
-Ikke desto mindre er anklagemyndigheden i New York, hvor sagen eventuelt skal stå, i gang med sikkerhedsforberedelser, forlyder det.
Juridiske problemer står i kø
Mens det endnu er uklart, om Donald Trump bliver sigtet af de amerikanske myndigheder, så er der ikke meget tvivl om, at han risikerer flere juridiske slagsmål frem mod præsidentvalget i 2024, påpeger Lillian Kretz.
Sagen, som Donald Trump omtaler på Truth Social, omhandler såkaldte tys-tys-penge til den amerikanske pornostjerne Stormy Daniels.
Hun har tidligere hævdet, at hun har haft sex med Donald Trump i 2006, og at hun op til præsidentvalget i 2016 modtog 130.000 dollar for ikke at afsløre det over for nogen.
Distriktsanklageren på Manhattan, Alvin Bragg, og hans hold begyndte tidligere i år at fremlægge bevismateriale for en såkaldt storjury, der undersøger den store udbetaling, som Michael Cohen, Trumps tidligere personlige advokat, udbetalte til pornostjernen i 2016.
I 2018 blev Cohen idømt tre års fængsel for blandt andet at have overtrådt loven om brug af valgkampmidler. Dengang afviste Trump, at han skulle have instrueret advokaten i at begå lovbrud.
- Han var advokat, og han bør kende loven, skrev præsidenten på Twitter.
Professor forventer ikke fængselsstraf
Mens Donald Trump har lagt op til, at han risikerer at blive anholdt i den kommende uge, så er det usandsynligt, vurderer Derek Beach, der er professor ved Aarhus Universitet og ekspert i amerikansk politik og vælgeradfærd.
Han tror, at ekspræsidenten sandsynligvis vil blive tiltalt i den kommende uge.
- Han vil formentlig blive anklaget for misbrug af kampagnepenge. Men han bliver altså ikke hentet med blinkende lygter og smidt i fængsel, siger han til Ritzau.
Han peger på, at der med beskyldningerne om tys-tys-penge er tale om en korruptionssag.
- Han risikerer at blive tiltalt for et forholdsvis alvorligt brud på kampagneloven, og hvad man må bruge penge på, siger Derek Beach, der ikke umiddelbart forventer en fængselsstraf til den tidligere præsident.
- Det kan i princippet føre til fængselsstraf - men jeg skal se det, før jeg tror det. Manden har haft ni liv. Det er utroligt, at han ikke har været i fængsel for sit skattesnyd endnu, siger han.
Samtidig har Trump en evne til at slippe for ansvaret, siger Derek Beach.
- Han var dygtig til at få andre til at lave alt og ikke give direkte ordrer. Så spørgsmålet er, hvor stærke er beviserne for, at det egentlig var ham, siger professoren til Ritzau.