Trump lander i London og skælder ud på borgmesteren

Kort før USA's præsident landede i London på statsbesøg affyrede han en Twitter-tirade mod byens borgmester.

Lige inden hjulene på Air Force One ramte asfalten i Stansted Lufthavn i London, åbnede USA's præsident, Donald Trump, sit statsbesøg i Storbritannien med et opslag på Twitter, hvor han kalder Londons borgmester for en "taber".

Donald Trump skal de næste dage på statsbesøg i Storbritannien. Han starter med mandag at besøge dronning Elizabeth, inden han tirsdag skal mødes med Storbritanniens afgående premierminister, Theresa May.

Omkring klokken 10 dansk tid mandag landede Air Force One med præsidenten i London. Men inden Donald Trump satte sine fødder på britisk jord, kunne han fra luften se en grøn mark, hvor der i græsset var tegnet en penis, en isbjørn og teksten "klimaforandringer er virkelighed".

Det er en 18-årig ung mand, Ollie Nancarrow, der står bag og håber på, at Donald Trump ser hans værk. Til den engelske avis The Independent siger Ollie Na,carrow:

- Donald Trump og hans benægtelse af klimaforandringer er ikke velkommen, og det vil jeg gerne gøre ham opmærksom på, når han lander i Stansted mandag.

Kort forinden Donald Trump landede, havde han sat sig til tasterne og skrevet på det sociale medie Twitter:

- Sadiq Khan (Londons borgmester, red.), som efter alt at dømme har gjort et forfærdeligt stykke arbejde som borgmester i London, har været tåbelig "ondskabsfuld" over for den besøgende amerikanske præsident - den klart vigtigste allierede for Storbritannien.

- Han er en iskold taber, der burde fokusere mere på kriminalitet i London end på mig.

- Khan minder mig meget om vores egen meget dumme og inkompetente borgmester i New York, (Bill, red.) de Blasio, som også har udført et forfærdeligt arbejde - kun halvt hans højde.

- I al fald ser jeg frem til at være en god ven for Storbritannien, og jeg ser meget frem til mit besøg. Nu lander jeg.

Tv-billeder viser, at Trump og hans hustru Melania siden har forladt Air Force One og er draget mod USA's ambassade i London, inden han møder dronningen.

Donald Trumps besøg i hovedstaden bliver tirsdag fulgt op af en protest gennem det centrale London. Her vil en kæmpe Trump-baby, der er seks meter høj, kunne ses langt væk fra. Det er en gruppe kaldet ”Sammen Mod Trump”, der er imod besøget, som arrangerer protesten.

/ritzau/

Opdateret med flere detaljer om Trumps besøg.

Facebook
Twitter