Trump lander i Sydkorea: Verdens øjne hviler på Trumps læber

Nordkorea er en trussel mod den civiliserede verden, siger Trump, som kommer til Sydkorea i dag.

Donald Trump er ikke ubetinget velkommen i Sydkorea, hvor der er demonstrationer mod den amerikanske præsidents besøg. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Når USA´s præsident Donald Trump i dag ankommer til Sydkorea - det andet stop på hans Asien-rundrejse - vil verden og ikke mindst Nordkorea holde skarpt øje med hans sprogbrug.

For hvis Trump bare antyder, at USA går efter en militær løsning på striden om Nordkoreas atomprogram - eller hvis Trump igen kommer med fornærmende udfald mod den nordkoreanske leder Kim Jong-un, vil det helt sikkert gøre Nordkorea ophidset - måske så meget, at landet reagerer med nye prøveaffyringer af missiler eller med trusler om krig, mener politiske iagttagere.

Allerede under sit besøg i Japan har Trump gødet jorden for, hvad han kan tænkes at ville sige:

- Nordkorea er en trussel mod den civiliserede verden, sagde Trump, som ikke ville udelukke et militært angreb på Nordkorea for at få landet til at opgive sit atomprogram.

Trump kritiserer Obama

Trump har samtidig kritiseret forgængeren Barack Obamas politik over for Nordkorea:

- Æraen med strategisk tålmodighed er forbi, siger Trump.

Det er en holdning, som Sydkoreas liberale præsident, Moon Jae-in, ikke deler.

For selv om Moon er enig med Trump i, at sanktionerne mod Nordkorea bør skærpes og presset på landet øges, er den sydkoreanske præsident imod enhver tanke om en mulig militær konfrontation, som ifølge militæreksperter vil indebære enorme tab af menneskeliv i Sydkorea.

Sydkorea i skudlinien

Lige siden afslutningen på Korea-krigen i 1953 har kun en smal afmilitariseret zone delt de to lande. Og Sydkoreas hovedstad Seoul ligger inden for rækkevidde af Nordkoreas artilleri og missiler.

I modsætning til de fleste af sine forgængere skal Trump dog efter planen ikke besøge den afmilitariserede zone (DMZ), hvor de to landes militær bogstaveligt talt kan se hinanden i øjnene.

Trump ønsker, at Sydkorea skal betale mere for USA´s militære tilstedeværelse i landet - USA har placeret 28.000 soldater i Sydkorea - og USA ønsker også at opstille et avanceret missilforsvarssystem i Sydkorea - men det er noget, som Sydkorea er imod.

Truslen fra Nordkorea overdrevet

Ifølge amerikanske militæreksperter er Nordkorea forholdsvis tæt på at kunne armere sine langtrækkende missiler med atomsprængladninger - noget som ville udgøre en direkte trussel mod det amerikanske fastland.

Men atomtruslen fra Nordkorea er overdrevet, mener lektor på Forsvarsakademiet, Liselotte Odgaard:

- Det er en del af Nordkoreas overlevelsesmuligheder at virke mere truende, end landet er. Jeg tror stadigvæk, at Nordkorea er et godt stykke fra at kunne ramme det amerikanske fastland, siger hun.

Psykologisk krigsførelse

- Man skal også være klar over, at der kører en ret heftig psykologisk krigsførelse mellem USA og Nordkorea lige nu. Så alle de informationer, vi får, kan vi ikke helt stole på, siger Liselotte Odgaard.

- Jeg tror, at USA overdriver truslen fra Nordkorea for også at kunne lægge pres på omgivelserne for at gøre noget, siger Liselotte Odgaard.

Det er især Kina, hun henviser til. Og ifølge Donald Trump kunne og burde Nordkoreas vigtigste allierede og handelspartner gøre meget mere for at skrue bissen på over for Nordkorea.

Ifølge Liselotte Odgaard er der kun 17 procent af sydkoreanerne, der har tillid til, at Trump kan levere en fornuftig løsning på striden med Nordkorea.

Sydkorea ønsker forhandlinger

-Den sydkoreanske præsident er stærkt utilfreds med, at Sydkorea er blevet kørt ud på sidelinien i hele det her forløb og ikke rigtig er blevet hørt. For Sydkorea vil gerne have gang i forhandlinger med Nordkorea, ligesom Kina også har signaleret, siger Liselotte Odgaard.

- Samtidig har USA sat frihandelsaftalen med Sydkorea til genforhandling. Og det betyder alt i alt, at tilliden i Sydkorea til USA er meget lav lige nu, siger hun.

- Så der er brug for, at USA nu fortæller Sydkorea, at USA i hvert fald ikke har tænkt sig at foranstalte en katatrofe. Men når USA så samtidig rasler med sablen, bliver det en svær opgave at overbevise Sydkorea om, at USA kører en fornuftig strategisk linie over for Nordkorea i det her spil, siger Liselotte Odgaard.

Facebook
Twitter