Trump langer ud efter Vestager

Den amerikanske præsident lader til igen at beskylde Margrethe Vestager for at hade USA.

Præsident Trump beskylder EU for at behandle USA værre end Kina, når det kommer til handel. (Foto: Mandel NGAN © Scanpix)

- Hun hader USA måske mere end nogen anden person, jeg nogensinde har mødt.

Sådan lyder udmeldingen i dag fra præsident Trump i en kommentar, der efter al sandsynlighed er rettet mod EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Kommentaren faldt tidligere i dag under et interview med Fox Business Network, hvor den amerikanske præsident kritiserede EU-bøderne til amerikanske it-giganter som Google og Facebook, skriver Reuters.

- Hun sagsøger alle vores virksomheder, lød det fra præsident Trump ifølge nyhedsbureauet.

- De sagsøger Apple for milliarder af dollars. De sagsøger alle.

Har udfordret giganterne

Som konkurrencekommissær står Vestager i spidsen for arbejdet med at sørge for, at EU's konkurrencepolitik overholdes.

Hun har skabt stor opmærksomhed ved at tage kampen op mod flere it-giganter, som er blevet tildelt store bøder for blandt andet at optræde konkurrenceforvridende.

Vestagers arbejde har tidligere bragt hende på kollissionskurs med præsident Trump, der efter sigende sidste år fortalte EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, på G7-mødet i Canada, at EU's 'tax lady' virkelig hader USA, skriver blandt andre BBC.

Det vakte dengang blot en humoristisk reaktion fra danskeren.

- Jeg har foretaget mit eget fakta-tjek, og jeg arbejder med skat, og jeg er en kvinde, så det er 100 procent korrekt. Det samme gælder dog ikke den sidste del af sætningen, da jeg virkelig godt kan lide USA, lød det fra Vestager, skriver Politico.

Som konkurrencekommissær har Margrethe Vestager flere gange ladet hammeren falde over amerikanske it-giganter. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

I foråret idømte Europa-Kommissionen sin tredje milliardbøde til Google på under tre år.

Også lastbilsbranchen har mærket kommissionens tunge hammer.

- Ved at give massive bøder til selskaber som Google, Apple og Facebook har Margrethe Vestager positioneret sig selv som verdens ledende myndighed i kampen mod monopoler. Hendes arbejde i EU-Kommissionen har aldrig været vigtigere, lød det fra magasinet.

Margrethe Vestager var i sidste uge blandt favoritterne til at overtage den enormt tunge post som formand for EU-Kommissionen, men ser ud til at være røget ud af EU-kabalen.

Facebook
Twitter