Trump lufter idé om at udskyde præsidentvalget – men det er ikke op til ham

Præsidentens udmelding er et forsøg på at skabe kaos, siger DR's internationale korrespondent.

Præsident Trump retter igen kritik mod muligheden for at brevstemme. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

- Med universel brevstemning (...) vil 2020 blive det mest unøjagtige og bedrageriske valg i historien. Det vil være en stor skændsel for USA.

Sådan skriver USA's præsident, Donald Trump, i et tweet her til eftermiddag dansk tid.

- Forsink valget, indtil folk kan stemme ordentligt, pålideligt og sikkert??, spørger præsidenten i tweetet, hvor han endnu engang fremfører påstanden om, at brevstemmer fører til valgfusk.

Mens udmeldingen skaber overskrifter, er det vigtigt at holde sig for øje, at præsident Trump ikke kan forsinke et præsidentvalg, påpeger Steffen Gram, DR's internationale korrespondent.

- En amerikansk præsident har ikke beføjelser til hverken at aflyse eller udsætte et præsidentvalg. Det skal vedtages ved lov. Og Kongressen vedtager lovene, siger Steffen Gram.

- Skal et præsidentvalg aflyses, skal det ske ved en tilføjelse til forfatningen. Og den kan ikke vedtages, fortæller korrespondenten.

Derudover kan en præsident ikke forblive i sit embede efter den 20. januar efter et valgår, med mindre vedkommende er blevet valgt eller genvalgt.

- Er det ikke sket, er vedkommende ikke længere præsident, forklarer han.

Presset præsident

Udmeldingen kommer i en periode, hvor præsident Trump er under pres, påpeger Steffen Gram.

- Trumps tweet kommer på et tidspunkt, hvor stort set alle meningsmålinger giver ham baghjul til demokraternes Biden. Hans tweet kan ikke være mere end en prøveballon, siger den internationale korrespondent.

- Det kan ikke være mere end et forsøg på at skabe kaos, siger han.

Præsidentens tweet kom få minutter efter, at de seneste amerikanske BNP-tal blev udgivet.

Her fremgår det blandt andet, at den amerikanske økonomi målt på BNP skrumpede med hele 9,5 procent i årets andet kvartal. Det er det største fald i de lidt mere end 70 år, der er ført statistik over udviklingen.

Som reaktion på coronakrisen har seks amerikanske stater planlagt at satse på brevstemmer som den primære måde at stemme på. Her vil alle registrerede vælgere få tilsendt en stemmeseddel, beretter BBC.

Det gælder blandt andet USA's mest folkerige stat, Californien.

På landsplan tillader omkring halvdelen af de amerikanske stater muligheden for at brevstemme.

Ifølge præsident Trump risikerer man valgfusk, hvor folk stemmer flere gange eller på vegne af andre, når der brevstemmes.

Talrige undersøgelser peger dog ikke på udbredt valgfusk med brevstemmer, påpeger BBC og New York Times.

Flere af præsident Trumps republikanske partifæller har i løbet af i løbet af dagen afvist idéen om at udskyde præsidentvalget.

Det gælder blandt andet Rodney Davis, der sidder det udvalg i Repræsentanternes Hus, der har ansvaret for amerikanske valg.

Facebook
Twitter