Trump møder Putin: Vi får et ekstraordinært forhold

De to statsledere mødtes for første gang på egen hånd i Helsinki i dag.

- Rusland og USA er ærligt talt ikke kommet særligt godt ud af det med hinanden de sidste par år, men jeg tror, at vi ender med at få et ekstraordinært forhold.

Sådan lød det fra Donald Trump til pressen, inden den amerikanske præsident og hans russiske kollega, Vladimir Putin, gik ind til det længe ventede topmøde i den finske hovedstad, Helsinki.

Præsident Vladimir Putin sagde også, at tiden nu er inde til at tale om USA's og Ruslands 'relationer og om vanskelige multinationale anliggender i verden.'

- Der er nok af dem til, at vi må begynde at være opmærksomme, sagde Vladimir Putin.

Donald Trump gav også Vladimir Putin stor ros for afholdelsen af VM, som han kaldte 'et af de bedste verdensmesterskaber nogensinde.'

- Det vigtigste er, at vi har en masse gode ting at tale om, sagde den amerikanske præsident.

Vil nå til enighed

Han brugte også åbningen af topmødet til at slå fast, at det ikke er et problem, hvis de to statsledere når til enighed om noget:

- At enes med Rusland er en god ting - ikke en dårlig ting, sagde Donald Trump.

Den egentlige dagsorden for topmødet er ikke offentliggjort, men ifølge den amerikanske præsident vil de to tale 'om alt fra handel, til militær, missiler og til Kina.'

Og så vil de to ledere diskutere atomvåben.

- Vi er de to store supermagter. Vi har 90 procent af det atomare. Det er ikke godt, det er skidt. Det kan vi forhåbentlig gøre noget ved. For det er ikke en positiv styrke, den er negativ. Så det vil vi blandt andet tale om, sagde Donald Trump, mens Vladimir Putin nikkede.

Dagens møder mellem de to statsledere og efterfølgende med rådgivere og ministre afrundes med et pressemøde.

På pressemødet ventes Donald Trump og Vladimir Putin at fortælle mere om, hvad de har diskuteret bag de lukkede døre.

Facebook
Twitter