Trump og Putin vender krisesituationer i telefonsamtale

De to præsidenter drøftede især truslen fra Nordkorea.

Vladimir Putin hævder, at fabrikerede løgne og hysteri har grebet USA, og at det er med til at skade forholdet mellem USA og Rusland.  (Foto: STAFF © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, er i en telefonsamtale torsdag blevet enige om at samarbejde for at løse, hvad der betegnes som den "meget farlige situation i Nordkorea", oplyser det Hvide Hus.

Kreml bekræfter samtalen mellem de to præsidenter.

Ifølge Rusland diskuterede Trump og Putin situationen i flere kriseområder.

Spændingerne mellem især USA og Nordkorea er taget til i løbet af efteråret, mens det nordkoreanske regime har krydret opsigtsvækkende missiltest med meget direkte trusler mod netop USA.

Missiltest i Nordkorea har fået FN's Sikkerhedsråd til at skærpe sanktioner mod styret i Pyongyang.

Donald Trump og Vladimir Putins telefonsamtale faldt på samme dag, som sidstnævnte holdt sit årlige pressemøde.

Putin langer ud efter Trumps modstandere

Her hævdede Vladimir Putin, at fabrikerede løgne og hysteri har grebet USA, og at det er med til at skade forholdet mellem USA og Rusland.

Han henviste til USA's undersøgelse af påstande om, at Rusland blandede sig i valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i fjor.

Vladimir Putin udnyttede pressemødet til skarpt at afvise påstandene.

Putin mener, at det er Trumps politiske modstandere, der står bag de "fabrikerede historier".

- Det er alt sammen opfundet af folk, der er imod Trump, for at give hans arbejde en illegitim karakter. De folk, der gør det her, rammer USA's indenrigspolitik, sagde Putin.

/ritzau/Reuters


/ritzau/AP