Trump og Putin ventes at mødes 11. november i Paris

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har haft drøftelser direkte med Putin under besøg i Moskva.

Under mødet i Moskva i Rusland har John Bolton, USA's sikkerhedsrådgiver, også forhandlet med præsident Vladimir Putin. (Foto: ALEXEY NIKOLSKY / SPUTNIK / KREM © Scanpix)

USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har haft så produktive atomforhandlinger i Rusland, at der planlægges et møde i Paris 11. november mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin og USA's præsident, Donald Trump.

Bolton har under et todages besøg i Moskva også haft drøftelser direkte med Vladimir Putin.

- Jeg har ført en række meget omfattende og frugtbare drøftelser, siger Bolton.

Han tog til Rusland med en bemærkelsesværdig besked i lommen: USA agter at trække sig fra nedrustningstraktaten INF.

En talsmand for Kreml, Juri Ushakov, bekræfter, at der foreligger en foreløbig aftale om et topmøde i Paris 11. november.

Bolton siger, at han under sit besøg også talte om russisk indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp.

- Budskabet til Rusland er: Bland jer ikke i amerikanske valg, siger Bolton.

/ritzau/