Trump øjner mulighed i Nevada vejen mod genvalg

Trump holder vælgermøder i Nevada, der ikke har stemt republikansk siden 2004.

Præsident Donald Trump holdt i går aftes lokal tid vælgermøde i Minden syd for byen Reno i Nevada. (Foto: JONATHAN ERNST © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

I et forsøg på at finde nye veje til at blive genvalgt til november holder præsident Donald Trump lørdag aften (lokal tid) vælgermøde i Nevada.

Ørkenstaten har ikke støttet en republikansk præsidentkandidat siden 2004.

- Når alt kommer til alt, så vinder USA, når vi vinder, siger præsidenten til sine tilhængere i den lille by Minden syd for Reno i Nevada ifølge Fox News.

Trump trodser de lokale myndigheder ved at holde offentlige vælgermøder både i går og i dag, mens coronavirusset fortsat raser i USA.

Jagten på valgmænd

Vælgermødet i Minden understreger da også den voksende betydning af Nevada i Trumps jagt på de 270 valgmænd, som også demokraten Joe Biden skal kæmpe om 3. november.

USA har et særligt valgmandssystem, hvor en kandidat vinder valgmænd. Den kandidat, der vinder en stat, får alle valgmændene.

Der er 538 valgmænd i hele USA, og der skal derfor 270 valgmænd til en sejr. I Nevada er der seks valgmænd at hente.

Under sin tale i Minden kalder Trump Nevadas guvernør, demokraten Steve Sisolak, "en politisk partisoldat".

Tidligere på ugen var Trumps kampagne nødt til at flytte vælgermødet fra en stor lufthavnshangar i Reno til en mindre lufthavnshangar i den lille by Minden nær Lake Tahoe som følge af guvernørens forsamlingsgrænse på 50 personer udendørs.

- Er dette virkelig fyren, som vi stoler på med millioner af stemmesedler? spørger Trump tilhængerne, før han gentager sin beskyldning om, at Demokraterne vil snyde ved valget.

Tabte i Nevada sidst

Donald Trump fortæller også, at han blev dybt fornærmet over en historie i magasinet The Atlantic, der i sidste uge beskrev, at Trump har omtalt amerikanske soldater dræbt under Første Verdenskrig som "tabere" og "kvajpander".

- Der er ingen, der elsker og respekterer vores militær mere end mig, siger præsidenten ifølge Fox News.

Donald Trump tabte snævert Nevada til demokraten Hillary Clinton i 2016 med to procentpoint. Siden har hans valgkampagne investeret kraftigt i delstaten i håbet om et andet udfald denne gang.

I dag går turen videre til spillebyen Las Vegas, hvor Trump planlægger at holde et vælgermøde under overskriften "Latinoer for Trump" om morgenen efterfulgt af et vælgermøde i nabobyen Henderson om aftenen.

/ritzau/

Facebook
Twitter