Trump om 13 tiltalte russere: "Intet aftalt spil!"

13 russere er tiltalt for at have blandet sig i den amerikanske valgkamp. Trump afviser kategorisk at kende noget til det.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vinker fra Air Force One. 16. februar 2018. (AFP PHOTO / JIM WATSON) (Foto: Jim WATSON © Scanpix)

Special-anklager Robert Muellers kontor har tiltalt 13 russiske statsborgere for indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

De 13 tiltalte skulle ifølge tiltalen bevidst have forsøgt at påvirke det amerikanske præsidentvalg og underminere befolkningens tiltro til demokratiet. Tiltalerne omfatter sammensværgelse, bedrageri på internettet og groft identitetstyveri.

De første tiltaler strækker sig helt tilbage til 2014. Og det hæfter den amerikanske præsident, Donald Trump, sig ved:

- Rusland startede deres anti-amerikanske kampagne i 2014, længe før jeg meddelte, at jeg ville stille op som præsident, skriver præsidenten på Twitter.

Af tiltalen lyder det videre, at nogle af de 13 russere har udgivet sig for at være amerikanske statsborgere og kommunikeret med personer i Donald Trumps kampagnestab, der ikke vidste, hvem de snakkede med.

Donald Trump afviser, at hans stab skulle have ladet sig påvirke eller samarbejdet med de tiltalte:

- Resultaterne af valget blev ikke påvirket. Trump-kampagnen gjorde ikke noget forkert - intet aftalt spil!, understreger Donald Trump.

Rusland afviser også

De 13 russeres mål var ifølge tiltalen at hjælpe Donald Trump til sejren i den amerikanske valgkamp. Fra midten af 2016 betød det blandt andet, at de støttede Trumps kampagne, og at de modarbejdede Hillary Clinton, der var Demokraternes præsidentkandidat.

Det russiske udenrigsministerium har ifølge Reuters afvist, at tiltalerne skulle have noget på sig.

Donald Trump og hans familie har også været i Robert Muellers søgelys i forbindelse med dennes undersøgelse af russisk indblanding i den amerikanske valgkamp. Særligt Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, har været undersøgt i forbindelse med møder, som han skulle have holdt med russiske diplomater op til valget i 2016.

Robert Mueller er udpeget til at undersøge, om der en forbindelse mellem Trump-lejren og Rusland samt præsidentens fyring af FBI-chef James Comey.

DET SIGER ANKLAGESKRIFTET

  • En gruppe russere har brugt tusindvis af dollar om måneden på at købe politiske reklamer

  • En gruppe russere har købt amerikansk serverplads i et forsøg på at skjule deres russiske tilknytning

  • En gruppe russere har organiseret og promoveret politiske møder i USA

  • En gruppe russere har delt politiske budskaber på social media-konti, som skulle forestille at være fra amerikanske statsborgere

  • En gruppe russere har promoveret information, der skulle undergrave Hillary Clinton

  • En gruppe russere har modtaget penge fra klienter for at dele indlæg på amerikanske social media-sider

  • En gruppe russere har skabt tema-grupper på sociale medier om varme politiske emner, især på Facebook og Instagram

  • En gruppe russere har opereret med et månedligt budget på op til 1,25 millioner amerikanske dollars (cirka 7,5 millioner danske kroner)Kilde: BBC