Trump om Khashoggi-drab: Værste 'cover up' i historien

Samtidig mener den amerikanske præsident, at personerne bag drabet bør være i store i problemer.

USA's præsident, Donald Trump, kalder nu drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi for det værste 'cover up' nogensinde.

Den 2. oktober gik Jamal Khashoggi fra Saudi-Arabien ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul og kom ikke ud igen.

- Det var et dårligt koncept, det blev udført skidt og deres 'cover up' (dække, red.) er et af de værste i historien, siger Donald Trump om Saudi-Arabien, der har bekræftet, at Jamal Khashoggi mistede livet på konsulatet.

Hvordan han døde er stadig et mysterium.

Trump: Nogen bør være i store problemer

Den amerikanske præsident har udtalt sig på skiftende vis omkring sagen, der har skabt internationalt røre.

På den ene side har Trump anerkendt forklaringer fra kongeriget, mens han samtidig har truet med "alvorlige straffe", hvis Saudi-Arabien stod bag.

- Den, der står bag planerne, bør være i store problemer, siger Donald Trump ifølge britiske BBC.

Samtidig ønsker præsidenten at se fakta, før han lægger sig fast på en linje over for saudiaraberne, siger han.

- Saudi-Arabien har været en allieret og en af vores største investorer - måske endda den største i vores land. De investerer for hundredvis af milliarder dollars og skaber så mange job.

- Hvis du ser på Iran i stedet og ser på, hvad de har gjort ved mennesker, er det forfærdeligt. Og det er ikke en undskyldning for det, der er sket her med Saudi-Arabien. Det er et hårdt område af verden, et ubehageligt område.

Overvejer mulige sanktioner

Saudi-Arabien har leveret modstridende forklaringer undervejs i sagen. Efter længe at have påstået, at Jamal Khashoggi fortsat var i live, lyder det nu at journalisten, der var bosat i USA, blev dræbt af et saudiarabisk sikkerhedsteam på konsulatet i Istanbul.

Ifølge USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, arbejder han på at straffe dem, der menes at stå bag mordet.

Ifølge BBC vil indtil videre 21 saudiarabere miste deres visum som følge af sagen.