Trump overrasker USA's soldater i Irak med julevisit

USA har ingen planer om at sende de amerikanske soldater i Irak hjem, siger Trump under besøg i landet.

USA's præsident Donald Trump og præsidentfruen Melania Trump hilser på amerikanske soldater på Al Asad-luftbasen i Irak. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er taget på uanmeldt julebesøg hos de amerikanske soldater i Irak.

Det oplyser Det Hvide Hus' talskvinde, Sarah Sanders.

Trump og førstedame Melania Trump er rejst til Irak "for at besøge vores soldater og de militære ledere og takke dem for deres tjeneste, deres succes, deres ofre og for at ønske dem en glædelig jul", skriver Sanders på Twitter.

Landede med slukket lys

Det er Trumps første besøg hos nogle af de amerikanske soldater, der gør tjeneste i et land, der er præget af konflikt.

Præsidentens fly, Air Force One, landede ved militærbasen Al-Asad vest for den irakiske hovedstad, Bagdad, klokken 19.16 lokal tid (17.16 dansk tid) med slukket lys og vinduesskærmene trukket ned.

  • USA's præsident Donald Trump og præsidentfruen Melania Trump gør i øjeblikket et uanmeldt besøg på Al Asad-luftbasen i Irak. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)
  • USA's præsident Donald Trump og præsidentfruen Melania Trump gør i øjeblikket et uanmeldt besøg på Al Asad-luftbasen i Irak. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

1 / 7

På basen hilste han på mange af soldaterne og holdt møder med militære ledere, skriver nyhedsbureauet AFP.

Besøget i Irak kommer, kort tid efter at Trump overraskede mange iagttagere, militærstrateger og partifæller ved at meddele, at han trækker de amerikanske soldater ud af Syrien.

Beslutningen fik hans forsvarsminister, Jim Mattis, til at trække sig fra posten.

Trump: Soldater bliver i Irak

Under besøget i Irak siger præsidenten, at han "overhovedet ikke har planer om" at trække USA's soldater ud af Irak.

- Faktisk kunne vi bruge det som en base, hvis vi ville gøre noget i Syrien, siger han ifølge Reuters under besøget i Irak onsdag.

Trump, der tidligere har klaget over den økonomiske pris, som USA betaler for at være militært til stede i andre lande, opfordrer nogle af de øvrige nationer i Mellemøsten til være med til at bære byrden.

- De her mennesker skal begynde at gøre deres eget arbejde, for USA kan ikke fortsætte med at være verdens politimand, siger Trump til journalister, der er med ham på turen.

Har fået kritik

Siden USA indledte den såkaldte krig mod terror i 2001, har der været en form for tradition for, at præsidenten besøger de amerikanske soldater, der er udstationeret i krigsramte lande.

Trump, der til januar har siddet i præsidentembedet i to år, har fået en del kritik for, at han endnu ikke har besøgt nogle af de amerikanske soldater, der gør tjeneste i udlandet, særligt i de krigs- og konfliktramte lande.

I et interview med nyhedsbureauet AP i oktober sagde han, at han ikke mente, at et sådant besøg var "nødvendigt".

Besøger også Ramstein-basen

Ved dagens besøg har Trump også følgeskab af blandt andre sin nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton.

Der er omkring 5200 amerikanske soldater i Irak, som har fokus på at træne og rådgive det irakiske militær.

På turen hjem fra Irak besøger præsident Trump og hans følge de amerikanske soldater på Ramstein-basen i Tyskland, oplyser Det Hvide Hus.

/ritzau/AP

Facebook
Twitter