Trump sætter dystert aftryk på G20-møde

Finansministre for de 20 største økonomier i verden kan ikke enes om frihandel og kamp mod klimaforandringer

Jeg beklager, at vi ikke har været i stand til at nå en tilfredsstillende konklusion, siger Frankrigs finansminister, Michel Sapin (th). (Foto: THOMAS KIENZLE © Scanpix)

G20-landenes finansministre kan i en sluterklæring fra deres møde i den tyske by Baden-Baden ikke enes om at bakke op om frihandel.

Der er heller ikke enighed om at finansiere bekæmpelsen af klimaforandringer.

Frankrigs finansminister, Michel Sapin, kalder mødes resultat stærkt beklageligt.

- Jeg beklager, at vi i vores drøftelser i dag ikke har været i stand til at nå en tilfredsstillende konklusion på de to prioriteter, som er absolut afgørende i dagens verden, siger han.

G20-mødet er det første sammenstød mellem præsident Donald Trumps amerikanske regering og det internationale samfund.

I begyndelsen af juli skal stats- og regeringscheferne for de 20 lande mødes til topmøde i Hamburg. Her skal også Trump deltage.

Finansministre og centralbankchefer kunne efter deres to dage lange møde i Baden Baden kun henvise i generelle vendinger til international handel.

Der er ellers en 10 år lang tradition i G20 for at støtte frihandel.

Sluterklæringen er et nederlag for Tyskland, som kæmpede for at fastholde formuleringen om frihandel.

- Vi arbejder på at styrke det bidrag, som handel er til vores økonomi, hedder det forsigtigt i G20-erklæringen.

USA's finansminister, Steven Mnuchin, der for første gang var på udebane for at repræsentere præsident Trump, sagde fredag, at han ikke har noget ønske om at havne i en handelskrig.

Men han mente, at det skal være en mere retfærdig handel.

USA har et stort handelsunderskud i forhold til de øvrige lande i G20.

G20 anføres af USA, Kina, Tyskland, Rusland, Frankrig og Storbritannien.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter