Trump sløjfer Roger Stones fængselsstraf

Præsidentens tidligere rådgiver er blandt andet dømt for at have løjet over for Kongressen

Roger Stone er mangeårig rådgiver og ven af Donald Trump. (Foto: JOE SKIPPER © Scanpix)

Rettet den 11. juli kl 06:40.

USA's præsident, Donald Trump, har sløjfet den fængelsstraf på over tre år, hans tidligere rådgiver, Roger Stone, blev idømt.

- Roger Stone har allerede lidt nok. Han fik en uretfærdig behandling. Roger Stone er nu en fri mand, hedder det i en erklæring fra præsidentboligen.

Stone blev kendt skyldig i at have løjet over for Kongressen og obstruere den særlige anklager Robert Muellers undersøgelse af russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016.

Roger Stone skulle have begyndt sin afsoning på tirsdag.

Retsforfulgt for at dække over præsidenten

I februar blev Stone idømt en fængselsstraf på 40 måneder.

- Han blev ikke retsforfulgt, som nogle har brokket sig over, for at forsvare præsidenten. Han blev retsforfulgt for at dække over præsidenten, sagde den føderale dommer Amy Berman Jackson ved domsafsigelsen ifølge Reuters.

Roger Stone havde forsøgt at skjule, at han fungerede som mellemmand i forhold til WikiLeaks og Rusland i valgåret 2016. Her offentliggjorde WikiLeaks materiale om Det Demokratiske Parti, som Rusland ifølge de amerikanske efterretningstjenester havde hacket sig til.

Der har længe været rygter om, at Donald Trump ville bruge sin magt til at påvirke dommen mod Roger Stone. (Foto: SHAWN THEW © Scanpix)

Det var materiale, som skulle skade demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, i opgøret mod Trump om at blive USA's præsident.

Donald Trump har løbende blandet sig i det amerikanske retsvæsens behandling af sagen mod Stone, som præsidenten tidligere har omtalt som en "meget god person".

Trump har blandt andet beskyldt den kvindelige leder for nævningetinget, der kendte Stone skyldig, i at være forudindtaget.

Trump har fulgt sagen tæt

Og i forbindelse med strafudmålingen i februar oplyste Trump, at han nøje fulgte sagen.

- Jeg følger dette meget tæt, og jeg ønsker, at det skal gå helt til enden, for Roger har en meget god chance for at blive frikendt efter min mening, sagde Trump.

På det tidspunkt svirrede det med rygter om, at Trump ville bruge sin magt til at sikre, at den snart 68-årige Roger Stone ikke skulle tilbringe flere år i et statsfængsel. Det er nu en realitet.

Meddelelsen fra Det Hvide Hus kom ifølge NBC News, få timer efter at en føderal dommer havde afvist en anmodning fra Roger Stone om at udskyde afsoning af sin straf.

Et retssystem for vennerne

Flere Demokrater har allerede fordømt præsidentens beslutning. En af dem er kongressmedlem Adam B. Schiff fra Californien, som også var leder af rigsretssagsundersøgelsen mod USA sidste år.

- Her viser Trump tydeligt, at der er to retssystemer i USA: Et for hans kriminelle venner og et for alle andre, siger han til New York Times.

Beslutningen vil blive undersøgt, lyder det fra to andre kongressmedlemmer, Jerrold Nadler og Carolyn B. Maloney.

- Ingen andre præsidenter har udøvet denne magt for noget så åbenlyst personligt og i egen interesse, lyder det i en pressemeddelelse fra dem.

DR Nyheder/ritzau

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at præsident Donald Trump har benådet Roger Stone. Dette er ikke korrekt. Præsident Trump har derimod valgt at sløjfe den fængelsdom på over tre år, Roger Stone var idømt. Dr.dk beklager fejlen.

Facebook
Twitter