Trump søsætter nyt forum forud for afgørelse om Facebook-forbud

Ekspræsidenten har varslet et nyt socialt medie, men nøjes foreløbig med forum, hvor indhold kan deles.

Twitter har meddelt, at den sociale medieplatform vil acceptere indhold delt fra Trumps hjemmeside, hvis indholdet overholder Twitters regler. (Foto: OLIVIER DOULIERY © Scanpix)

Et nyt forum på Donald Trumps hjemmeside er blevet lanceret forud for den afgørelse, som Facebooks uafhængige tilsynsråd skal træffe senere i dag om suspenderingen af den tidligere præsidents opslag.

På Trumps hjemmeside 'From the Desk of Donald J. Trump' vil han offentliggøre indlæg, som andre kan like og dele på sociale medier som Facebook og Twitter. Det skriver Reuters.

- Præsident Trumps website er en fremragende ressource, hvor man kan finde hans seneste erklæringer samt højdepunkter fra hans første periode i embedet, skriver hans seniorrådgiver Jason Miller på Twitter.

Donald Trump blev suspenderet fra en række sociale medier i kølvandet på stormen på Kongressen i Washington D.C. 6. januar i år, hvor fem personer omkom i forbindelse med optøjerne.

I marts oplyste hans seniorrådgiver, at Donald Trump ville lancere en ny social medie-platform inden for de kommende to-tre måneder, men i første omgang er der altså tale om et forum på hjemmesiden, hvor den tidligere præsident vil ytre sig.

- Dette er ikke en ny social medie-platform. Vi vil komme med yderligere information på den front i den nærmeste fremtid, fortsætter Jason Miller i det føromtalte tweet.

Twitter har fjernet delt indhold fra Trumps hjemmeside

Besøgende på Trumps hjemmeside bliver i en video mindet om, at Trumps personlige Twitter-profil med 88 millioner er blevet bandlyst.

Samtidig bliver det understreget i opslag på siden, at Trump fastholder sine påstande om, at han tabte præsidentvalget til Demokraternes Joe Biden på grund af valgsvindel.

- Så dejligt at se RINO Mitt Romney buhet ned af scenen til den republikanske statskongres i Utah. De er nogle af de første til at have regnet denne fyr ud. En iskold taber, skriver Trump om den kritiske senator Mitt Romney. (Foto: pool © Scanpix)

Her langer den tidligere præsident samtidig ud efter sine republikanske partifæller, senator Mitt Romney og medlem af Repræsentanternes Hus Liz Cheney, der har udtalt sig kritisk om ham.

Ifølge Reuters har Twitter og Facebook begge fjernet indhold, der er slået op af andre kontohavere med henvisning til, at de har forsøgt at omgå forbuddet mod Donald Trump.

En talsmand for Twitter har i den forbindelse sagt, at det sociale medie vil tillade at dele indhold fra Trumps hjemmeside, så længe indholdet ikke er i strid med Twitters regler - men forsøg på at omgå de samme regler vil ikke blive tilladt.

Det omfatter eksempelvis forsøg på at imitere en bandlyst konto med henblik på at erstatte den.

Thorning-Schmidt med til at afgøre Trumps Facebook-fremtid

Donald Trumps nye forum har set dagens lys forud for en afgørelse, der skal træffes senere i dag om hans adgang til Facebook og Instagram.

Det er det uafhængige tilsynsråd, Oversight Board, der skal beslutte, hvorvidt forbuddet skal opretholdes. En afgørelse, der ikke kan appelleres.

Rådet, der er blevet omtalt som Facebooks højesteret, skulle have meddelt sin afgørelse i sidste måned, men udskød beslutningen for at se nærmere på omkring 9.000 henvendelser fra offentligheden.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er med til at afgøre Donald Trumps fremtid på Facebook. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I rådet sidder en række lønnede journalister, menneskeretsaktivister, jurister og akademikere - heriblandt den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Rådet har siden sin nedsættelse sidste år truffet afgørelse i ni sager, blandt andet i en sag om islamrelateret indhold, men sagen om Trumps konti er den største indtil videre.

Bortset fra afgørelsen i den specifikke sag skal rådet også komme med flere indstillinger til Facebook, der har syv dage til at implementere afgørelsen og 30 dage til offentligt at besvare anbefalingerne.

YouTube har tidligere oplyst, at videotjenesten vil genåbne Trumps konto, når risikoen for vold er formindsket.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk